Toprytter kloner sin dressurhest
“Hvis jeg havde en Penny for alle, der har sagt: du burde klone Nintendo, ville jeg være rig.” sådan skriver den dansk/amerikanske dressurrytter Charlotte Jorst på sin Facebook-side. Og nu har hun så klonet sin tophest Nintendo. Den 11. maj kom klonen til verden, Nintendo Switch, som han skal hedde. “Du har Nintendos næse!,” skriver hun.
Charlotte Jorst er shortlistet til det amerikanske landshold til VM i Herning til august, netop med Kastel’s Nintendo e. Negro. Hun købte Nintendo hos Helgstrand Dressage i vinteren 2014. Fra aller første ridt viste det sig, at de to passede perfekt sammen. Nu, i en alder af 19 år er Nintendo fortsat så succesfuld sammen med Charlotte, at de potentielt kan blive en del af det amerikanske landshold i Herning.
Om kloning
Tilbage i 2005 kom kloning af heste for alvor på dagsordenen både i fag- og dagspressen, da det blev kendt, at Thomas Velins tophingst Quidam de Revel var blevet klonet. Siden er flere betydelige hingste, hopper og vallakker blevet klonet, og vi har set flere af dem i konkurrence ved UVM for unge springheste på Zangersheide.
En klon er en identisk genetisk kopi af donorhesten. Når man skal klone en hest (eller andre dyr) høster man en celle fra donor hesten. Samtidig tages et ubefrugtet æg (hvorfra arvemassen er fjernet) fra en hoppe, og i det æg placeres cellen fra donor hesten – “ægget” begynder at dele sig, som var det normalt befrugtet. Det befrugtede æg bliver implanteret i livmoderen på en hoppe. Cellen deler sig og udviklet sig til et føl, som er en eksakt kopi af donorhesten.
I 2012 blev det i FEI besluttet at kloner kan deltage i konkurrencer.