Skip to main content

Guide: Mød vilde heste i Danmark

Flere steder i Danmark kan du være så heldig at møde vilde heste, der lever frit i naturen. I denne artikel guider vi dig, så du også kan komme tæt på de fantastiske dyr.
| admin

Nede i den lokale rideklub står hestene side om side på foldene eller i stalden. Men vidste du, at det slet ikke er umuligt at møde vilde heste flere steder i Danmark?

Danmarks Naturfredningsforening har lavet en oversigt over hvor i landet, der er sat heste ud i naturen.

Langeland

Sydlangelands absolut største seværdighed er de vilde heste. I området mellem Dovns Klint i syd og Søgård i nord lever en flok på ca. 60 heste i alle aldre helt på egne betingelser. Hestene af racen exmoor-pony klarer sig selv året rundt med minimal menneskelig indblanding.

Exmoor-ponyen er noget af det tætteste, vi i dag kommer på fortidens nu uddøde, europæiske vildhest. Den stammer fra hedeområderne i det sydvestlige England, hvor den har levet siden oldtiden. Man mener, den nedstammer fra vildheste, som for 200.000 år siden vandrede fra det centrale Europa over den sump, der senere blev til Den Engelske Kanal.

Dyrene er ikke kun til glæde for de besøgende. Ponyerne opfylder en vigtig funktion som landskabsplejere. Hvis de ikke var her til at holde græsset nede, ville området i løbet af få år gro til med skov eller rørskov. Men når området græsses af, kan sollyset nå helt ned til jordoverfladen. Det giver mulighed for, at mange forskellige plantearter kan vokse her – og give føde til mange forskellige dyr. Mange truede arter af både planter og dyr findes i denne type landskab.

Hestene har ca. 120 hektar at boltre sig på. Derfor kan det nogle gange være svært at få øje på dem. Fra højdedrag som Ørnehøj har du et godt udsyn. Kommer du en varm sommerdag, kan du være heldig at opleve flokken bade i en af de små søer på området.

Kilde: Naturstyrelsen

Gribskov

Flere ret store områder i Gribskov græsses nu af islandske heste. Islandske heste er nøjsomme og græsser gerne, både hvor der er vådt og tørt og samtidig er de ikke kræsne. Selv stride græsser, som andre hesteracer og kreaturer lader stå, æder de med velbehag.

Det har i mange år været svært at skaffe dyr nok, til den nødvendige naturpleje på de åbne områder i Gribskov. Men med de sidste års græsning med et stort antal islandske heste er flere områder nu græsset godt i bund og det får en positive effekt på floraen. Ønsket er  at de høje og stive arter af græsser og urter, bliver græsset helt i bund for at give plads et større antal af mindre planter. Det giver en meget større artsrigdom/biodiversitet.

Kilde: Naturstyrelsen

Mols Bjerge

Et vildt natureksperiment med vildheste i nationalparken på Mols. Med støtte fra Den Danske Naturfond blev der den 26. november 2016 sat 16 vildheste ud på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge. Det er første gang at der gennemføres en vildere og mere naturnær forvaltning i et af Danmarks mest artsrige områder. Molslaboratoriet bliver derfor et af de steder, hvor man kan lære mest om, hvordan rewilding påvirker vores truede natur.

En vild natur kan passe sig selv! Det er bundlinjen i projektet, hvor man forsøger at efterligne den vilde natur, som sommerfugle, vilde bier, orkidéer i tusinder af år har udviklet sig i – en stor natur med planteædere, der året igennem har strejfet rundt i jagten på føde.

Der er i 2016 etableret et enkelt hegn på 7 km om alle Molslaboratoriets arealer og de mange eksisterende små hegninger er fjernet. Den 26. november 2016 blev der udsat en stor flok vildheste, som skal leve af og i landskabet året rundt. Fra øst til vest kan de løbe næsten to kilometer, de kan græsse på heden, i skoven eller på engen, de kan skjule sig, eller de kan stå frit fremme. Hestene går sammen med en flok kreaturer og naturens dyr såsom hjorte, ræve og harer.

Den tidligere tilskudsfordring om vinteren er ophørt. Folk kan stadig bevæge sig rundt på arealerne, dog er det ikke tilladt at fodre dyrene.

Kilde: Den danske naturfond

Se videoen fra da hestene blev sluppet løs i Mols Bjerge:

HUSK

  • Hold afstand til hestene
  • Du må ikke klappe eller fodre hestene