Skip to main content

Berømte heste: Darley Araberen

Historien om Darley Araberen begynder i den syriske ørken lige uden for Aleppo, hvor den brune hingst blev født og voksede op blandt beduinerne.
| admin

The Darley Arabian var allerede som plag anerkendt som en meget lovende hest, og hans originale navn Manak eller Manica – var en reference til den berømte Muniqui linje inden for fuldblodsaraberavlen. Disse heste var kendt for at være både hurtige og udholdende. Plagen gjorde da også så stort et indtryk på den engelske konsul Thomas Darley, at han bare måtte eje den. Det betød, at den unge hingst ankom til England i 1704, og at ørkensandet blev skiftet ud med grønne marker ved Aldby Hall, en landejendom der tilhørte Darley familien.

Thomas Darley var ikke i tvivl om hingstens kvalitet, og formålet var at den skulle indgå i avlen på familiens stutteri. Af gode grunde havde han ikke en jordisk chance for at forudsige, at den lille ørkenhest (sammen med The Godolphin Araberen og Byerly Turk) skulle blive stamfar til den moderne engelske fuldblodshest.

Darley Araberen var i avlen fra 1706 til 1719. Han fik ikke mange udefra kommende hopper, men han formåede alligevel at sætte et aftryk på avlen, som ikke mange hingste er forundt. Han var selv far til den ubesejrede Flying Childers, og hans søn Bulle Rock var den første fuldblodshest, der blev eksporteret til Amerika (1730).

I 1716 blev sønnen Bartlett’s Childers født, han kom aldrig ud at løbe selv på grund af hans helbred, men han var far til den succesfulde galophest Marske, der igen var far til den legendariske galophest Eclipse, hvilket gav Bartlett’s Childers en plads i galophistorien. Eclipse (han fik navnet fordi, der var solformørkelse, da han blev født) var ubesejret hele sin karriere og slog ofte de andre heste med flere hestelængder. Efter hans første løb opstod udtrykket: “Først kommer Eclipse, derefter kommer ingenting, og så kommer resten”.

Eclipse var far til 335 afkom, hvilket havde stor betydning for videreførelsen af Darley Arabians gener, og hans dna har været brugt i studier af fuldblodshestes hurtighed. Eclipses skelet kan ses på The National Horseracing Museum i Newmarket.

I dag har de fleste fuldblodsheste en stamtavle, der går tilbage til The Darley Arabian -faktisk kan Y-kromosomet hos 95% af de moderne fuldblodsheste spores tilbage til denne ene hest!

Darley Arabian tilbragte hele liv på Aldby Hall i Yorkshire, England og blev 30 år.

Foto: The Darley Arabian stallion painting by John Wootton