Hovbyld – hvorfor og hvordan behandles den?
En hovbyld er, som navnet siger, en byld, der sidder inde i selve hoven. Hovbylden opstår som følge af, at sålen eller hornvæggen gennembrydes, og hovens indre inficeres.
En hovbyld kan komme meget akut, og din hest kan blive så øm, at det ser ud som om, den har brækket benet. Årsager til hovbylder kan være mange, og ofte vil man ikke finde årsagen. Hvis det er noget din hest får gentagne gange, skal du nævne det for dyrlægen.
Hyppige årsager til hovbyld hos hest er:
- Skift mellem vådt og tørt vejr
- Dårlig hornkvalitet
- Tab af sko
- Nedsat immunforsvar
- Andre hovsygdomme som for eksempel forfangenhed
Symptomer på hovbyld
Først og fremmest bliver hesten ofte meget halt, når den har fået en hovbyld. Den kan være så øm, at den ikke vil støtte på benet. Dog kan hovbylden også betyde, at hesten blot er en smule halt, eller føles urent gående. Haltheden kan opstå helt akut i løbet af et døgn, men den kan også udvikle sig langsomt over flere dage.
Normalt ligger hestens temperatur fra ca. 37,5ºC til 38,0ºC. Har hesten en hovbyld vil temperaturen i nogle tilfælde stige en lille smule. Der kan desuden være hævelser omkring koden og op langs piben, som følge af infektionen i hoven. Selve hævelsen er ofte blodkarret som fylder mere pga. øget blodtilførsel. Grundet det øgede blodflow vil der ofte også være øget puls.
Symptomerne kan listes sådan:
- Akut halthed på et ben.
- Tåen sættes først til jorden, hvis bylden sidder bagtil i hoven
- Tåen sættes sidst til jorden, hvis bylden sidder fortil i hoven
- Haltheden varierer i grader, men oftest er hesten højgradig halt
- Hoven er varm
- Der er forstærket pulsation i karrene i benet
- Hos ikke behandlede hovbylder sker der ofte et opbrud til kronranden, hvor betændelse kommer frem
Dyrlægen stiller diagnosen
Når dyrlægen kommer for at tilse hesten, mærker vedkommende efter pulsation i benet og lokaliserer hovbylden ved hjælp af en visitertang. Her trykker dyrlægen/smeden med tangen rundt omkring på sålen, indtil hovbylden bliver lokaliseret (af en smertereaktion fra hesten).
Når det smertefulde område er lokaliseret, graves bylden frem. Det er dog vigtigt, at hovbylden er trukket sammen til en reel hovbyld inden udskæringen foretages, hvilket nogle gange kræver lidt tålmodighed fra ejer. Udskæringen foretages af enten smed eller dyrlæge med anvendelse af hovknive.
Behandling af hovbylden
Når hornet skæres væk fra hovbylden, løber betændelsen ud.
Hvis betændelsen er grøn/sort og ildelugtende, sidder bylden oftest mellem hovkapslen og læderhuden, (overfladisk hovbyld).
Er betændelsen derimod gullig, er det tegn på, at skaden er gået dybere ind i hoven, (indtrådt søm).
Når hovbylden er fundet og drænet, skal hoven i varmt sæbebad, og der lægges en våd og varm forbinding på hoven. Det skal gøres 1 – 2 gange om dagen, indtil hovbylden er væk (en opløsning af sæbespåner i 10-15 minutter). Sæbebad og forbindinger hjælper til at trække hovbylden ud. Når hovbylden er væk, er det en god ide at have en tør forbinding på en dag eller to, så der ikke kommer skidt op i hullet. Kommer hovbylden ud i kronranden, vil det ofte give et længere forløb end en “almindelig” hovbyld.
I relation til hovbylder hos heste, er det meget vigtigt, at hesten er regelmæssigt vaccineret mod stivkrampe, da stivkrampebakterien findes i jorden.
Bandagen
Der er mange måder at lave bandagen på. Du fx bruge animalintex. Et stykke animalintex klippes af, så det dækker et større område end der, hvor hovbylden er skåret ud. Animalintex lægges i så varmt vand, som du kan have dine fingre i og gennemblødes. Herefter vrides det op. Siden uden plastic lægges mod hoven. Det er en god idé at lægge en tynd husholdningsskraldepose rundt om for at holde på det resterende vand, så det ikke gennembløder bandagen, som du lægger udenpå. Animalintex og plasticpose fastgøres med vetflex. For at styrke bandagen yderligere kan du bruge gaffatape oven på vetflex. Gaffatapen skal helst ikke op over pelsen, da det danner meget varme og gør huden fugtig. Der findes også mange forskellige typer boots, som kan hjælpe til at holde forbindingen på plads.
Hvorfor får heste hovbylder?
Indtrådt søm kan give direkte anledning til en hovbyld. Hvis hesten træder på en skarp sten og får en såleknusning, kan denne ligeledes inficeres og sætte sig som en hovbyld.
Endelig kan en hovbyld opstå grundet dårlig hornkvalitet, hvor der opstår revner og sprækker i hoven. Herved dannes en indgangsport for infektion.
Hvis hesten har fået foretaget en tyndsålet beskæring, er der større risiko for en trykning også kaldet en stengalle, som siden hen udvikles til en hovbyld.
Heste, som gennem længere tid har haft en forsømt sur stråle, kan få betændelse af læderhuden, som kan sætte sig til en hovbyld.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får en hovbyld?
Regelmæssig gennemgang af folde og staldmiljø for skarpe og stikkende genstande nedbringer risikoen.
Regelmæssig beskæring af en registreret smed (godkendt ad Dansk Smedeforbund DS) nedbringer ligeledes risikoen
Hvad er prognosen
Ved en ukompliceret hovbyld hos hest er prognosen i langt de fleste tilfælde god.
I nogle tilfælde kan gentagne hovbylder give øget risiko for andre hovlidelser eller være et tegn på underliggende sygdom, og det er derfor vigtigt at konsultere med en dyrlæge om dette.
Kilder:
Evedensia: Hovbyld hos hest | Evidensia
Netdyredoktor: Hovbyld – Netdyredoktor
Hørsholm Hestepraksis: Hovbyld | Hørsholm Hestepraksis