Skip to main content

Juniorrytter hasteopereret for kræft – ved godt mod

EM holdsølvvinder for juniorer Maja Emilie Leth er blevet opereret for en tumor. Operationen er vel overstået, og nu glæder hun sig til igen at komme i sadlen
| admin

– Jeg blev syg sidste torsdag med feber, efter jeg havde redet, fortæller 16-årige Maja Emilie Leth. Sidste år var hun en del af det sølvvindende juniorhold ved EM sammen med Stasia Eg e. Stedinger (opdr. Bodil Eg), og hun er i fuld gang med at finde sammen med sin nye hest, Larry, der er 6 år.
Hun og familien mistænkte, at Maja måske kunne have fået corona, da hun også hostede, men hun blev testet negativ fredag. Maja havde det fortsat dårligt, og det kulminerede søndag med stærk mavepine. Mistanken blev i stedet rettet mod en mulig blindtarmsbetændelse, og Maja blev kørt på skadestuen søndag for at blive scannet.

– Scanningen viste, der var en tumor, og flere undersøgelser over de følgende dage viste, det var kræft. Det var meget voldsomt, fortæller Maja hjemme fra sygesengen.


– Den besked skulle lige sive lidt ind, det var meget uvirkeligt. Man tænker ikke, det er noget, som sker for en selv, fortsætter hun. Hendes alder taget i betragtning, er det meget sjældent at få en tumor på æggestokken. – Rent uheld, som Maja konstaterer. Hun har intet mærket til sygdommen, før feberen og mavesmerterne dukkede op.
Heldigvis for Maja blev hun opereret torsdag, dagen efter lægerne havde konstateret, det var en kræftknude. Operationen gik godt, og den 14 gange 7 cm store knude, der var indkapslet, blev fjernet under operationen.
– Det er godt at vide, man er i gode hænder. Det har ikke spredt sig, men der var to lymfekirtler, som lyste lidt op på scanningen, så jeg skal nok have kemo, for at være helt sikker på det ikke dukker op igen. Vi er meget positive omkring det, det ser godt ud, understreger Maja.
Netop det positive har Maja og familien i fokus. – Det er godt at have en positiv indstilling, og det er også derfor, jeg har lavet et opslag på Instagram. Det er vigtigt at fortælle de positive historier om kræft og også fortælle min historie, så andre ikke begynder at gætte på, hvad der er sket, understreger hun.

Maja Emilie Leth og Frederikke Gram Jacobsen ved EM for Juniorer sidste år.

En tur i stalden – endelig
Allerede to dage efter operationen fik Maja lov til at komme hjem, og dagen efter var hun lige en hurtig tur igennem stalden for at hilse på hestene. De står opstaldet hos Dennis Fisker, som sammen med Annette Ejlersgaard holder hendes heste i gang, indtil hun igen er klar til at komme i sadlen
Maja har fortsat sin dejlige pony Goldfever Hella Bella, den rider hendes lillesøster. – Det syntes hun er mega fedt, fortæller Maja, så søsteren nyder at ride Goldfever indtil den bliver solgt.

For en måned siden fik hun en ny hest, Larry på 6 år, og ham glæder hun sig meget til at uddanne. Hun har lånt Nairobi Melody, som hun har redet i ECCO Cup sidste år. Desværre blev Stasia Eg skadet efter EM, og skaden er så alvorlig, hun ikke bliver ridehest igen. Det er besluttet, at hun skal være avlshoppe. Hun skal bedækkes ved tophingsten Revolution fra Helgstrand Dressage, og resultatet af det glæder Maja sig meget til at se.

Maja og ponyen Goldfever Helle Bella.


Maja indrømmer, at hun bliver noget rastløs af ikke at kunne lave så meget lige nu. Lægerne har stillet hende i udsigt, at hun kan komme i sadlen om fire uger, kun skridtture, og så må hun om seks uger begynde at træne igen.
– Det går virkelig op for en, hvor meget man er vandt til at være ude i stalden og lave noget. Jeg har nogle mega søde venner, som kommer på besøg, og så går det fremad dag for dag. Jeg kan allerede nu mærke, jeg har det meget bedre, slutter Maja Emilie Leth.