Kristian Würtz Green blev slået i sin debut af Nanna
“For mig er det mit drømmested,” fortalte 20-årige Kristian Würtz Green til Zibrasport Equest, da det blev kendt, at han var blevet ansat på Blue Hors. Han startede i jobbet den første september, og i dag havde han stævnedebut for sin nye arbejdsplads ved landsstævnet i Solrød. Alene det, kan jo nok påkalde sig lidt opmærksomhed, men da han samtidig debuterede i Intermediaire II med Blue Hors Zepter, blev det rigtig interessant. Den imponerende røde vallak e. Blue Hors Zack fik sin Grand Prix debut under Daniel Bachmann Andersen, men da han forlod Blue Hors, kom Zepter en overgang til Helgstrand Dressage med salg for øje, og blev redet til sejr af Andreas Helgstrand i Grand Prix tilbage i 2020. Herefter kom han retur til Blue Hors, hvor Cristian Tudela Ruiz red ham i en periode, inden Zepter igen forlod Randbøl for at blive redet af svenske Patrik Kittel. Nu er det Kristian Würtz Green, som samarbejder med den røde gangmaskine, og deres debut i Intermediaire II resulterede i en anden plads og 72,456% Sejren gik til kollega Nanna Merrald Rasmussen og Blue Hors Zirrus, som opnåede 77,281%
Læs også: Kristian Würtz Green til Blue Hors
“Det gik godt, det var dejligt,” fortæller Kristian på vejen hjem fra Blue Hors. Han har redet Zepter fra første arbejdsdag. “Det var fedt at prøve at ride ham, men jeg skal lige finde knapperne på ham, men han gik super,” uddyber Kristian. Han fortæller, at han er faldet godt til på Blue Hors og rider på fuld tid omkring 10 heste dagligt. Hvad der videre skal ske med samarbejdet mellem Kristian og Zepter vil fremtiden vise.
“Vi tager en dag ad gangen, vi skulle lige se, hvordan det gik at ride ham til stævne, og så tager vi videre stilling hen ad vejen, “slutter Kristian, som understreger at Zepter virkelig er en guttermand.
Bundgaard Byg og Trolle Cup
4. afdeling af Bundgaard Byg og trolle Cup bliver også afviklet i Solrød denne weekend, og i dagens Intermediaire I blev det til sejr til Anne-Mette Strandby Hansen og Eternity med 74,21% foran Jan Møller Christensen og hingsten Romeo med 72,939 og med Maria Valter Bay og Tjørnelys San Loui på tredjepladsen med 71,886.