Skip to main content

Skibby HC A/S lægger bunden under VM

I august 2022 samles verdens bedste heste til VM i fire ridesportsdiscipliner i Herning. De kostbare hesteben skal i konkurrence på verdens bedste ridebanebund leveret af det sjællandske firma Skibby HC A/S
| admin

ECCO FEI World Championships Herning (DEN) afvikles i august 2022, og eventet bliver det største internationale ridesportsmesterskab i Danmark nogensinde. Konkurrencen i både dressur og springning indgår i kvalifikationen til OL 2024 i Paris og de paralympiske lege.

Verdensmesterskaberne afvikles i springning, dressur, paradressur og voltigering i august 2022, og der skal etableres ridebaner svarende til mere end fem fodboldbaner på MCH Messecenter Hernings store udendørsarealer. Det er det sjællandske firma Skibby HC A/S, som er valgt til officiel leverandør af baneopbygningerne til alle ridearenaer ved VM.

Vi glæder os meget over samarbejdet med Skibby HC. Vi har gennem de sidste 4 år haft et rigtig godt samarbejde omkring hingstekåringen i Herning og World Cup Herning. Det har været vigtigt i processen, at både produktet og samarbejdet blev det helt rigtige, udtaler Casper Cassøe, der sammen med Jens Trabjerg står bag Herning2022.

36.000 m2 ridebane
Der skal anlægges konkurrencebaner inde på Stutteri Ask Stadium (det nuværende MCH Arena), på arena II udenfor stadion samt inde i Jyske Bank Boxen. Hertil kommer et antal opvarmnings- og træningsbaner fordelt ud over området. Der skal etableres mere end 36.000 m2 ridebane.

– Vi er utrolig stolte over at blive valgt til ”Official footing supplier” til Herning2022, og vi glæder os helt vildt til samarbejdet med Casper Cassøe og Jens Trabjerg og ikke mindst vores samarbejdspartner Otto Arena Systems GmbH, udtaler Janus Haubroe, Skibby HC A/S.

– Vi oplever, at alle står sammen om VM på mange måder. Det er ekstra dejligt, specielt i disse svære tider, og vi ser virkelig frem til VM i august 2022, slutter Casper Cassøe.

Om Skibby HC A/S
Skibby HC A/S er forhandler af det verdenskendte Otto Arena Systems GmbH, der er en af de største leverandører af ridebaner i verden. Otto Arena Systems fremstiller bl.a. verdens mest anvendte ridebanemåtter: Otto Hulmåtter. Og det er netop gennem et tæt samarbejde med Otto Arena Systems, at Skibby HC A/S har valgt at give deres bud.

Ifølge videnskabelige undersøgelser absorberer Otto hulmåtten op til 40% af anslagsenergien fra hestenes hove, og det skåner hestens bevægeapparat. Denne måtte er den eneste i verden, der har videnskabelig dokumenteret effekt.

Fakta om VM Ridesport 2022

  • Fire discipliner (dressur, springning, paradressur og voltigering)
  • MCH Messecenter Herning danner rammen om eventet, der afvikles i MCH Arena og Jyske Bank Boxen
  • Stævnet strækker sig over to uger fra 6. august til 14. august 2022
  • Der bliver etableret mere end 36.000 m2 ridebane.
  • Der forventes 200.000 besøgende.

Pressemeddelelse Skibby HC A/S