Landsholdet er klar til EM – alle gennem vettjek
Efter at have klaret vettjek uden problemer, skal rytterne i aktion i eftermiddag. Fra kl. 15 er der warm up, en mulighed for ryttere og heste til at se banen og nogle af forhindringerne an inden første konkurrencedag onsdag.
Det dansk springlandshold ved EM i Riesenbeck ser således ud:
Andreas Schou og Darc de Lux
Konstantin Künnemann og AK’s Crowney
Søren Nørgaard Pedersen og Chico Z
Zascha Nygaard Andreasen og Quinn
Stor græsbane venter
Mesterskabsbanen på Ludger Beerbaums flotte ridecenter i Riesenbeck er en ekstra stor græsbanen. Dette er lidt usædvanligt, da de store stævner i dag oftest rides på kunstbunde. Der er dog stævnearrangører, som fastholder græsbanen, som Aachen, Falsterbo, Hamburg, Rom og Hickstead, og altså også EM-banen i år.
Får det så betydning for de danske ryttere? “Det betyder ikke noget,” indleder Bo K. Møller, og han fortsætter: “Det er et fantastisk græstæppe, det ligner den bedste golfbane, man kan forestille sig. Det har regnet en del de seneste par uger, så den er fin blød, og så er der meldt super vejr under mesterskabet. Alle danske heste har gået på græs, og det springer de godt på. Det burde ikke være nogen undskyldning,” bemærker han med smil i stemmen. Banen er større end mange kunstbaner, så hestene skal være i god form til opgaven. “Det ser de ud til at være,” understreger Bo som ser frem til at få heste og ryttere i konkurrence onsdag.
Konkurrencerne starter onsdag
Mesterskabet åbner med en tidsspringning, hvor fejl omregnes til tid, og herefter omregnes den tidsmæssige afstand til klassens vinder igen til fejl. De fejl tager rytterne med hele vejen gennem mesterskabet.
Onsdag starter klassen kl. 11.00
Torsdag er første runde i holdkonkurrencen, den starter kl. 13.00
Fredag er anden og afgørende runde i holdkonkurrencen, den starter kl. 13.00
Lørdag er hviledag for EM-finalisterne
Søndag er der individuel finale over to runder med start kl. 14.00
Landstrænerens forventninger
“Vores heste ser super fine ud, og det bliver rart at se dem ride første runde. Jeg håber og tror på vi er med blandt de ti hold på fredag (finalen i holdkonkurrencen). Det er det vi går efter i første omgang. Og får vi en eller to i finalen, er det rigtig godt,” slutter landstræner Bo K. Møller.
15 nationer er til start ved mesterskabet, se masterliste HER
Læs mere om de to unge ryttere på det danske landshold:
Zascha fra pony- til senior-EM – Zibrasport Equest
Konstantin Künnemann: Jeg er pakket ind i bobleplast – Zibrasport Equest