Skip to main content

Mentaltræner: Sådan undgår du at frygte frygten

Anja Nielsen kommer her med sine bud på, hvordan du som rytter kan tackle dine tanker – f.eks. hvis du frygter at blive bange for din hest og dermed ikke længere tør dyrke din elskede hobby.
| admin

I første artikel med mentaltræner og performance-coach Anja Nielsen, der driver coachingfirmaet Powermind Academy, kom hun med løsninger til, hvad du skal gøre, hvis tankerne fylder lidt for meget, før du skal præstere til stævnet. Eller hvis du bruger lidt for meget krudt på, hvad de andre ryttere fra klubben mon tænker, når de kigger på, mens du træner.

I anden del sætter den rutinerede rytter og coach fokus på frygten for at blive bange. 

– Mange af mine kunder beskriver den samme frygt. Den kommer ud som:  ”Bare det ikke bliver i dag, at hesten smider mig af eller sparker mig” .

Det, der er på spil her, er, at rytteren er bange for at blive bange. Hun har oplevet noget, som har startet hendes tanker op, omkring dét at kunne komme til skade pga. hesten. Måske har hesten ramt hende, da den sparkede, eller måske er hun faldet af og har slået sig rigtig meget. Uanset hvad udgangspunktet er, så er fællesbetegnelsen ”kontroltab”.   

Det er hér mit arbejde bliver rigtig interessant. For det er ikke altid ”bare”, når hesten taber sin rytter, eller rammer sin rytter, at frygten for at komme til skade opstår. Der er et mønster. Det er nemlig ikke nødvendigvis kun i det konkrete tilfælde med ridning, at rytteren har dette tankemønster. Det gør sig gældende andre steder i hverdagen. 

– Vi kan som mennesker ikke lide følelsen af kontroltab, hvorfor hele oplevelsen af at miste kontrollen meget nemt kan kickstarte dyrkningen af oplevelsen, så vi gennemlever det samme igen og igen, til vi til sidst er blevet så bange for at opleve det igen, at vi helt holder os fra det. 

Det er vores hjerne der forsøger at undgå, at vi oplver det samme igen og samtidig forøger at få os til at tage det nemme valg: ”Bliv hjemme, du kommer jo alligevel bare til skade”.

Anja Nielsen

Derfor er det interessant at finde begyndelsen på det mønster, som rytteren sidder i. Begyndte frygte for at komme til skade, sammen med hesten eller skal vi længere tilbage? Er det et andet sted, vi skal starte, fordi ryttere reelt set er blevet bange for at komme til skade med sin hest, fordi hun har trænet den tanke i rigtig lang tid, og nu er det blevet en slags virkelighed. Uanset hvor frygten er startet, så er det vigtigt, at vi begynder med at optrævle og rydde op dér.

Roden skal med op

Hvis vi ikke får hele roden op, og bare forsøger at fjerne frygten for hesten, så vil det netop bare blive ved et forsøg. For det er det det er.
Et forsøg, som vil fejle. Vi kan ikke ændre en vane, hvis vi ikke starter ved begyndelsen. Og begyndelsen er sjældent dér, hvor rytteren tror den er. Men det er det, der er mit job. Der mig der stiller de spørgsmål, som får rytteren til at gå derhen, hvor vi skal begynde. 

Et eksempel kan være, at rytteren tror, at hun er blevet bange for sin hest, fordi de tog fejl af afstanden til et spring og styrtede. Men, begyndelsen kan (som eksempel) stamme helt fra barndommen, hvor hun er blevet bange for at lave fejl. Det er blevet en vane, hun har taget med i sit voksenliv, at dét at lave fejl på ingen måde er acceptabelt. Frygten for at fejle plus styrtet kan være den problematik denne rytter sidder med. Det er bare ikke så ofte, at rytteren selv ved, at der er mere på spil.

I sådan et tilfælde ville jeg snakke med ryttere om fortiden og finde ud af, hvor tankerne stammer fra. Så vil hun pludselig få en forståelse for problemet, understreger mentaltræneren.

Vi tror ofte, at vores problemer er helt unikke, men faktum er, at mange oplever de samme mønstre, fortæller Anja.

– Når jeg har en klient, der kommer til mig med frygten for at springe, men ikke kan forklare hvorfor, så spørger jeg hende om mange ting. Til sidst så fortæller hun f.eks., at hun engang havde en træner, der skældte hende ud, eller hun muligvis havde forældre, der lagde pres på hende. Det kan starte en lavine af usikkerhed, som hun dyrker hele livet igennem, indtil hun lærer at tænke en lille smule anderledes.

Når hun tager andre briller på, vil hun se, at fejlene er hendes venner. Men, vi er (næsten) alle sammen opvokset i et hjem, hvor fejl ikke blev tacklet på en måde, som fik os til at have lyst til at lave flere. Vores forældre gjorde det bedste de kunne, med de vilkår de havde. Det er ikke dem, vi skal skælde ud. Vi skal blot lære at vende vores kryptonit til guld og bruge angsten for at fejle, som brændstof til at blive rigtig dygtige til det, vi rigtig gerne vil. Det lærer rytterne, når vi skruer en lille smule anderledes på knapperne. 

Anja Nielsen er dog helt klar over, at det i visse tilfælde handler om reel angst efter et uheld med hesten. Og det tager hun heller ikke let på.

– Har du et voldsomt styrt med din hest, så behøver der ikke ligge noget andet bagved, og i dét tilfælde, så er det den specifikke hændelse, vi skal arbejde ud fra.

Jeg er stadig meget fascineret over, hvor hurtigt en rytter kan mærke og udvise tydelige ændringer i sin tankegang. De ændringer giver vilde oplevelser for rytteren. Hesten bliver pludseligt nemmere at ride, problemerne bliver færre, veninderne bliver nemmere at snakke med osv. Men fællesnævneren er rytteren, og når hun får øjnene op for, at det er hende selv, der skaber alt det der pludseligt er nemmere, stoler hun også meget mere på sig selv.

Hun tager lederskabet tilbage og viser blandt andet med sit kropssprog, at det er hende, der er lederen, og derfor bliver hesten ”pludselig” nemmere og mere rolig. 

Anja Nielsen

– Det hele begynder med rytteren. Hun er bare ikke trænet til at tage ansvaret hjem, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal løse sine udfordringer. Når hun ved det, så står der er en helt anden rytter foran mig. Både hende gnist i øjnene, det hun siger og hendes kropssprog er ændret. Pludselig er hun sin egen mentor fremfor at være sin egen kritiker.