Muligt ulveangreb på hesteflok?
Det er ikke første gang, der er forlydende om mulige og bekræftede ulveangreb på heste herhjemme. Familien fra Skjern, som gerne vil være anonyme skriver til: Her er ulven i Danmark, for at informere andre i området.
”Vi er overbeviste om, at det var ulven som var her forrige nat – natten til d 30.12.22. Vi har en rolig, velintegreret flok på 4 heste. 3 store og en lille pony på 118cm. Vi har ca. 3 ha land omkring vores gård og 2 folde fordelt som et L. En stor fold og en lille.
Hestene gik på den store fold med fri adgang til løsdrift. Den lille fold var lukket af. Vores hegn er i tre rækker (altså mere end hvad man foreskriver for hestehold) i højderne 130, 90, 50 over jorden. Det er alt sammen nyt og hegnsapparatet er et 10.000v der kan trække mange km hegn. Der er altså smæk på. Vores heste er rolige og har aldrig rørt ved hegn.
To af hestene, ponyen og den ældste, er blevet jagtet igennem et led med tre rækker, ud på den lille mark, hvor den gamle har voldsomme opbremsninger og drej og er løbet i en anden retning end ponyen. De er løbet med ca 60m imellem hinanden – hvilket heste ikke gør.
Hegnet imellem foldene har tre rækker hegn på begge sider og det er fuldstændig smadret på den lille fold. Pæle på 10cm i diameter er knækkede eller revet op, hegnet er trukket mere end 100m ind på den store fold, hjørnepæl ligger +10m inde på folde og hestene virker skræmte og mistroiske. Der er en pæl ved løsdriften som var næsten væltet også.
Jeg skrev til en af mine kammerater som er jæger og skovfoged om de har kendskab til ulvebesøg den pågældende nat og han sender mig følgende billede af et nedlagt rådyr, som en jæger havde fundet i plantagen lige bag os. Vi bor lige op til Dejbjerg plantage.
Heldigvis ser det ikke ud til at der er sket noget med hestene ud over en ordentlig skræk i livet, men vi brugte hele dagen i går på at lave hegn og overvejer nu hvad vi kan gøre for at holde ulven ude af vores matrikel. Er der overhovedet hjælp at hente som hesteejer?
Synes det virker til at problemstillingen heste vs ulve er ret ubelyst.”
Ulven på gårdspladsen
Opslaget har fået mange kommentarer fra både tilhængere og modstandere af ulve i Danmark, en af læserne fortæller: ”Vi har en hestefolk på 7 store heste 160 – 192 cm, vores folde er alle synlige fra gårdspladsen + vi har overvågning på overalt. I foråret så vi noget der kom snigende ned mod foldene, og hestene panikkede vildt rundt i folden. Vi opdagede heldigvis med det samme at det var en ulv. Så vi drønede afsted efter den i landcruiser, og fik den jaget væk, samt advaret alle naboer med udegående dyr. Og i november 2021 stod ulven 10 meter fra mig på gårdspladsen, og blev stående i nogle min., og gloede på mig. Hvorefter den patruljerede i 30 min. udenfor den heldigvis lukkede dør til hestestalden.”