Skip to main content

Nanna må vente i spænding på finalepladsen

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack kom ind på tredjepladsen i gruppe A, og dermed må hun vente til, alle har redet søndag på at vide, om hun får plads i den individuelle finale.
| admin

Nanna Skodborg Merrald og 17-årige Blue Hors Zack var den første i konkurrence ved OL i dressur for Danmark. Nanna er et produkt af talentudviklingen i dansk dressursport, hvor hun har været landsholdsaktiv fra pony over ungdomsrækkerne og nu til senior.

Nanna og Zack kom flot fra start i travprogrammet, men der blev noget uro i den første piaffe, men Nanna kom stærkt tilbage og viste en fin overgang til passage. Den anden piaffe var bedre og mere taktfast, og Nanna lod lige Zack bevæge sig let fremad og fik dermed holdt takt og rytme i piaffen. Zack prustede i 2’er changementerne, og det forstyrrede rytmen, så der indløb en lille fejl i en ellers flot, gennemsprunget serie. Til gengæld var etterchangementerne fejlfrie, og blev efterfulgt af flotte centrerede pirouetter, som Nanna fik hjulpet Zack flot igennem. Den sidste midterlinje blev vist med taktfast passage og fine overgange ind og ud af piaffen.

Desværre for Nanna var der stor uenighed blandt dommerne om hendes præstation. Dommer C Francis Verbeek fra Holland vurderede ridtet til 69,891%, mens dommer M fra England, Andrew Gardner vurderede ridtet til 76,848%. Hun opnåede dermed 73,168%

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, holdleder Anne-Mette Binder, dyrlæge Frederik Nielsen, groom Ellen Nielsen i Kiss and Cry. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Engelsk magtdemonstration

Den engelske rytter Charlotte Fry, der rider hos danske Anne van Olst kom stærkt fra start i travprogramment med Everdale, men lidt spændinger i skridt kostede point. Generelt fik den engelske rytter vist et meget øvelsessikkert program, dog med lidt usikkerhed i piafferne. De blev honoreret med 77,096% og dermed har det engelske hold vist styrke fra første start.

Svenskerne godt fra start

Det svenske hold mistede i ugen holdets frontfigur, Patrik Kittel, da hans hest fik en mindre skade under træningen. Therese Nielshagen holder dog svenskerne inde i kampen, da hun med Dante Weltino viste et særdeles sikkert og smukt program, hvor de scorede 75,14% og fortrængte Nanna Skodborg Merrald til tredjepladsen i gruppe A, og dermed må Nanna vente i spænding til alle Grand Prix-ryttere har redet for at finde ud af, om hun kan blive blandt de 6 ryttere, som får adgang til kürfinalen, efter den første og anden bedst placerede rytter i hver gruppe er finaleklar.

De øvrige i gruppen

Mary Hanna fra Australien på 66 år rider sit 6. OL, og sammen med Calanta scorede de 67,981%

I Nanna gruppe A deltog to kendte heste, den ene Belstaff, som Betina Jæger red ved WEG i Tryon, nu er det den koreanske rytter Dong Seon Kim, der rider hesten, og de scorede 63,447%

Også den tidligere danmarksmester Ludwig der Sonnenkoenig var med i gruppen redet af den japanske rytter Kazuki Sado til 62,531% Herhjemme blev hesten redet med succes af Victoria Vallentin.

Se startlisterne HER og man kan læse mere på den officielle hjemmeside HER