Skip to main content

Nanna SÅ tæt på sejr i Lyon! (opdateret)

Dansk dressur er på sejrskurs – Efter World Cup succes i Herning, var Nanna Skodborg Merrald en my fra at nappe sejren fra Isabell Werth ved World Cup i Lyon
| admin

Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e, Gribaldi opdr. Atterupgaard dansede sammen i parrets svære og smukke kür i Lyon her til aften. World Cup klassen gav sejr til Tysklands Isabell Werth og den tidligere EM-guldvinder Weihegold med 84,910% Nanna kom ind på andenpladsen med 83,696% og to dommere havde Nanna på førstepladsen i aftenens kür i Lyon. Nanna åbner med særdeles udtryksfuld og smuk passage, flotte overgange til og fra piaffe, øgninger få trin efter piaffe, og i det hele taget passer programmet smukt til musikken. Galopprogrammet med changementer på buet spor blev vist med stor sikkerhed, et enkelt changement var dog med samlede bagben, og det kostede i regnskabet hos to dommere. Det var en stor fornøjelse at se Nannas samspil med Orthilia, og denne weekends resultater, kombineret med sidste weekends flotte 5. plads i World Cup kür på Blue Hors Zack klatre Nanna Skodborg Merrald støt op ad verdensranglisten.

Nanna er forståeligt begejstret

“Det var en helt vild tur,” fortæller Nanna Skodborg Merrald fra stalden i Lyon, hvor hun og hendes groom Ellen er ved at pakke sammen, så Atterupgaards Orthilia kan komme retur til sin boks på Blue Hors. Resultatet i Lyon er Nannas personlig bedste kür resultat, og som hun siger: “Havde jeg redet fejlfrit, så havde den måske været der,” Nanna kan derfor tage en særdeles positiv oplevelse med sig hjem fra Lyon, og en viden om, at hun absolut ikke er langt fra en mulig World Cup-sejr.
“Jeg er ikke helt afklaret med, om jeg skal ride flere World Cup-kvalifikationer inden jul,. Jeg skal ride ved Blue Hors Dressage Festival, så får vi se”. Stævnet på Blue Hors er midt i november, og her skal Nanna debutere på avlshingste Blue Hors Don Olymbrio. Han har været redet internationalt af Daniel Bachmann Andersen og senest af Agnete Kirk Thinggaard. Efter en længere skadespause og genoptræning er “Don O” igen stævneklar, og Nanna ser frem til at ride ham på hjemmebanen. Det giver hende endnu en Grand Prix-hest i stalden.

Cathrine Dufour og Vamos Amigos ved træningen på Blue Hors i sommer. Foto: Zibrasport Equest

Flot 4. plads til Cathrine Dufour

Cathrine Dufour, som åbnede Wold Cup sæsonen på hjemmebane i Herning med en sejr på 18-årige Atterupgaards Cassidy, (samme opdrætter, Kristine Munch Sinding, som også står bag Nanna Skodborg Merralds Orthilia), World Cup-debuterede 9-årige Varmos Amigos i Lyon. Vamos Amigos er halvt så gammel som Cassidy, og mens Cassidy er i sin karrieres efterår, så er Vamos Amigos internationale karriere lige begyndt. Cathrine og Vitalis-sønnen rundede de magiske 80%, da de opnåede 81,135%, hvilket indbragte dem en fjerdeplads. De blev meget knapt slået af podiepladsen af tyske Frederic Wanderes og Duke of Britain FRH med 81,640%

Start- og resultatlister fra Lyon