Nicolas Pedersen fik sin revanche som U25-mester
Tre overbevisende nul-runder. Der var ingen tvivl om, hvem der skulle have guldmedaljen i Clemens og Springforeningen Danmarks Agria-DRF-mesterskab for U25 ved stævnet hos Absolute Horses på Tågerup.
Nicolas Pedersen på Tailormades Dirados Boy fik revanche for mesterskabet i fjor, hvor et stop i sidste finalerunde kostede ham guldet, så han måtte nøjes med sølv.
De to finalerunder var svære for rytterne. Kun tre kom fejlfrit gennem første runde, og i den anden blev det også kun til tre.
Anne-Kristine Rie Truelsen på Cosma Shiva var som Nicolas fejlfri i begge finalerunder, men havde 3,44 fejl med fra to nedrivninger men hurtig tid i den indledende runde. Hun formåede at avancere fra 11. pladsen til andenpladsen.
Bronzemedaljen gik til hendes tvillingesøster Benedikte Rie Truelsen på Cassina, som havde en nedrivning i begge finalerunder. Hun vandt i fjor.
Fjerdepladsen gik til Michelle Lassen på Zocker, der også var fejlfri i anden runde, mens hun havde fem fejl i første. Nummer fem blev Frederikke Svendgaard på Bøgegårdens Christiano, der havde en nedrivning i begge finalerunder.
Tilfredse medaljetager
De tre medaljetagere var tilfredse med resultaterne.
“Det er rigtig dejligt at blive mester oven på i fjor, hvor guldet glippede, sagde Nicolas Pedersen. Og det var fint med tre fejlfrie runder. Det er ikke så tit, man opnår det.” Han har redet hesten fra den var ung.
“Jeg er rigtig glad for at det gik så godt,” sagde Anne-Kristine Rie Truelsen efter sit overbevisende ridt i anden finalerunde. Det var dejligt at det lykkedes i dag.
Benedikte Rie Truelsen var også glad: “Det gik rigtig godt, og hesten sprang godt. Det sker jo, at der falder en bom ned,” sagde hun. Hun glædede sig over, at søsteren fik sølvmedalje: – Det har hun virkelig fortjent.
15 deltagere kom til start i første finalerunde og 12 kom til anden runde. Undervejs var der en rytter der udgik efter at være faldet af, og en opgav efter at have ramt en forhindring, så en bom knækkede.
Se DM live
Se med når DM i springning skal afgøres for S/U25/YR/J hos Absolute Horses den 29. april til den 1. maj 2022.
Premium Medlemmer: 0 kr. (adgang købes i kassen til 0 kr.)
Basic Medlemmer: Pay pr view 159 kr.