Ny forskning sætter fokus på heste uden sko i topsport
Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU) og Agria Dyreforsikring har igangsat et forskningsprojekt, der skal belyse hvordan sportsheste påvirkes af at blive redet med og uden sko. Baggrunden er Peder Fredricsons exceptionelle resultater, der er opnået på heste uden sko, kombineret med hans positive erfaring med hestenes sundhed.
De varetager projektet
Forskningsprojektet “En undersøgelse af bevægelser og kræfter med og uden sko” foretages af:
- Lars Roepstorff, forsker og professor ved Institut for Anatomi, Fysiologi og Biokemi ved Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU).
- Peder Fredricson, der i skrivende stund er verdens nummer et i springning, og som de seneste år har trænet og konkurreret på højeste niveau uden sko på hestene. Dette med positive oplevelser.
- Staffan Lidbeck, dyrlæge på Löberöds Hesteklinik.
- Undersøgelsen er udført i samarbejde med Agria Dyreforsikring.
“Agria har i flere år bestræbt sig på at mindske risikoen for, at heste bliver halte. Nu går vi med i et nyt studie sammen med et drømmehold inden for hesteviden. Jeg har store forhåbninger til, at resultaterne på sigt kan komme flere heste og hesteejere til gode”, siger Agnes Fabricius, administrerende direktør i Agria Dyreforsikring i Sverige og initiativtager til vidensprojektet #stophalthed.
Baggrund
Baggrunden for undersøgelsen er, at flere toprytterer i springning, heriblandt Peder Fredricson, er begyndt at ride deres heste uden sko. Holdet bag studiet, ledet af forsker Lars Roepstorff, skal undersøge effekten af de manglende sko på hestens helbred og ydeevne.
Lars Roepstorff fortæller, at studiet er struktureret i tre dele, hvor første del er et litteraturstudie for at få et indblik i den forskning, der allerede er lavet på området. Derefter gennemføres dybdegående interviews med initierede ryttere, dyrlæger og beslagsmede om deres oplevelser. Det afsluttende delstudie består af avancerede målinger ved hjælp af SLU’s bevægelsesanalysesystem.
“Det faktum, at hesten er biologisk født uden sko, er en kendsgerning. Så er der spørgsmålet om, hvor meget vi har tæmmet dyrene, og hvor meget deres anvendelse påvirker biomekanikken. Jeg forventer ikke, at vi kommer til den konklusion, at “det er det, du skal eller ikke bør gøre”. Men vi ønsker at give en dybere forståelse af et komplekst område.” slutter Lars.
Læs også: Barfods – for og imod
Sådan opstod ideen til projektet
Peder Fredricson tog selv kontakt Professor Lars Roepstorff for at få en videnskabelige forklaring på hans positive resultater på hestene uden sko.
Det var lidt et tilfælde at Peder i første omgang kom til at konkurrere på heste uden sko. En skadet hest, og efterfølgende genoptræning blev starten på dette forskningsprojekt. De positive oplevelser har ledt til et nyt fokus på hoven og hestens formåen uden sko.
Samarbejde er nøglen
De bedste oplevelser med heste uden sko udspringer af et tæt samarbejde mellem smed, hestepasser og rytter. Det er selvfølgelig ikke 100% problemfrit at ride uden sko. Man skal have underlaget for øje, og må nogle gange ride med boots hvis man skal ud i terrænet, eller færdes på ujævnt underlag. Skal der springes på græs kan det også være nødvendigt med sko, for at give hesten mordax i, så man er sikker på at stå ordentligt fast på underlaget.
Peder Fredricson oplever at hesten er mere i kontakt med underlaget når den er uskoet, og derved bedre fornemmer hvordan den sætter hoven. Det betyder også at bevægelsesmønstret ændres, hvorfor dressurrytterne måske vil være mere tilbøjelige til at fortsætte med skoede heste end tilfældet er for springrytterne. Her skal der i så fald gang i en helt anden debat, om vurdering af hestens bevægelsesmønster i konkurrencerne.
Undersøgelsen afsluttes i 2022.
Klide: Agria