Nye serier på vej til jer
Selv om vores arkiv bugner med videomateriale, så fylder vi hele tiden mere og mere på.
Som vi skrev tidligere i denne uge, så kommer der snart nye afsnit af “Vis mig din pony”:
På en dejlig novemberdag med sol og lune temperaturer tog vi på ponybesøg på Fyn og på Sjælland. Det er der kommet flere fine indslag ud af, og vi er lige nu ved at klippe og redigere færdig, så vi snart kan dele med jer derude. Vi besøgte blandt andet Mie og hendes dejlige Knabstrupper-blanding Plet, Ella og hendes skønne minature Sunny Boy, Mia Maja og New Forest-ponyen Prodian og ikke mindst Malou og søde Imperial.
Men det er ikke det eneste, du kan se frem til.
Flotte kæmper
Nye indslag med bryggerhestene er også på vej til vores Premium-medlemmer. Vi har fulgt i hovene på de store kæmper Otto og Holst, da de var i Helsingør for at hjælpe med lanceringen af Wiibroe Årgangsøl. Og så graver vi ned i historien om bryggerhestene, der har base i Carlsbergbyen i København.
Heste i Høje Gladsaxe
Midt imellem højhuse og motorveje går der tre heste og græsser i Høje Gladsaxe Park. De er af racen Konik – vi har fulgt biologen Ayla og dyrepasser Katja i deres daglige arbejde med vildhestene.
I indslagene får vi svar på, hvor vilde hestene egentlig er. Hvilken indflydelse har hestene på naturen og mange andre ting.