Guld-Tobias tog pris ved Sport 2022
Tobias Thorning Jørgensen som sammen med Jolene Hill vandt to guldmedaljer ved VM i Herning i august og to guldmedaljer ved PL i Tokyo sidste år, gik her til aften på scenen i Boxen i Herning under Sport 2022 for at modtage Kulturministerens Parasportspris. Han var en af tre finalister til prisen, som blev overrakt af kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Tobias’ nominering begrundedes såledels: Tobias Thorning Jørgensen har gennem flere år været en af verdens bedste paradressurryttere. Senest vandt han i 2022 to individuelle guldmedaljer og en sølvmedalje i holdkonkurrencen til VM i Herning. I 2021 vandt han desuden to guldmedaljer ved de Paralympiske Lege. Tobias har en sjælden muskelsygdom, og i 2018 var han ude for et styrt, hvor han brækkede lårben, korsben, bækkenet og hans venstre arm. I alt fik han syv brud, men han gik ind til genoptræningen med stort engagement og vindermentalitet, og efter 3 måneder var han tilbage i sadlen. Tobias er ikke bare en dygtig atlet, han er også en fantastisk rollemodel.
Tobias sagde fra scenen: “Tusind tusind tak det er en kæmpe ære. Når man står her, og har fået en pris, så er der også et team bag en, som knokler sindssyg meget hver dag, lige så meget som vi atleter gør. Derfor skal der lyde en kæmpe tak til hele mit team. Der er enkelte personer, jeg vil fremhæve. Min familie som ofre alt for mig, mine trænere der står klar uanset hvornår på døgnet, jeg har lyst til at træne på men aller vigtigst er det at sige tak til mine hesteejere. Hvis det ikke var for Jer, kunne jeg ikke få de her muligheder og oplevelser med Jolene.”
Jolene Hill står på Blue Hors og Blue Hors Don Schufro-datteren kom med live på tv fra stalden.
Efter Tobias’ takketale til teamet bag ham, fik værtinden Tina Müller også lige en kort snak med prismodtageren.
Hvad er jeres næste mål? blev Tobias spurgt: “For mig handler det rigtig meget om udvikling, og det partnerskab man har med hesten. Og som alle andre atleter, så bliver man aldrig helt træt af at vinde. Så det næste mål er bare at vinde det næste mesterskab.”
Astrid Gemal var nomineret til Team Denmark og Sallings Trænerpris, den gik til Piotr Wojewski, han er træner for sejlerlandsholdet. Det var var Jonas Vingegaard som vandt den præstigefyldte DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn i kamp mod bl.a. dressurlandsholdet, som her til aften var repræsenteret af Nanna Merrald, Carina Cassøe Krüth og Daniel Bachmann Andersen.