Nyt e-læringskursus skal give forældre en tryg start i ridesporten
Når vores børn og unge starter til ridning, er de sjældent alene om at få deres gang i den lokale rideklub. I langt de fleste tilfælde er deres forældre nemlig med fra start, f.eks. for at hjælpe med at strigle, sadle op eller trække hesten rundt i ridehuset, men for mange forældres vedkommende kan mødet med ridesporten virke overvældende, især hvis man ikke ’taler hest’ på forhånd.
Derfor udvikler DRF nu – med støtte fra bl.a. DIF’s initiativpulje – et e-læringskursus, som skal øge forældrenes teoretiske viden om heste samt give dem grundlæggende kompetencer til at omgås dem på en tryg og sikker måde – allerede inden de sætter fod i rideklubben. På den måde får forældrene en god og sikker start i sporten, hvilket også kan påvirke deres engagement i klubben i en positiv retning.
Vi skal klæde forældrene godt på
Direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt fortæller, at kurset både fokuserer på at understøtte og fremme sikkerhed og engagement hos forældrene:
”Ligesom i andre idrætsforeninger er forældre til børn en stor og nødvendig ressource, da de bidrager med uundværlig frivillig hjælp i klubben. Til forskel fra andre slags idrætter stiller vi bare ekstra høje krav til disse ressourcepersoner i ridesporten, fordi de – udover at skulle lægge frivillige timer i rideklubben – også skal omgås et stort levende dyr, som unægteligt kræver nogle særlige hestemæssige kompetencer. Mange forældre har dog ikke kendskab til heste på forhånd og vil have stor gavn af at lære de basale ting om hestehold og sikkerhed, så det er oplagt, at vi bidrager til at klæde dem godt på til opgaven.”
Kan forhåbentlig føre til flere frivillige
Langt de fleste klubber tilbyder allerede praktisk introduktion til nye forældre i klubben, og derfor skal kurset ifølge Morten Schram Rodtwitt ses som et supplement hertil: ”
Tanken er, at kurset skal være gratis, og at det skal være kort og nemt at gå til, så man kan tage det hjemmefra i fred og ro, inden man ankommer til klubben og bliver bedt om at hente Musse i boksen. På den måde øger vi sandsynligheden for, at man som forælder får en god oplevelse fra starten, og forhåbentlig gør det, at man får lyst til at engagere sig endnu mere i klubben. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at mange klubber oplever tiltagende udfordringer med at rekruttere frivillige kræfter, og derfor håber vi, at vi med kurset kan bidrage til at få vendt den udvikling”, afslutter han.
DRF hjælper klubberne i gang
Som med alle nye tiltag – og især dem af online karakter – kræver det naturligvis en vis indsats at få dem ud at leve for alvor. Derfor vil DRF’s udviklingskonsulenter være behjælpelige med at få kurset integreret i klubberne, så det bliver en naturlig forlængelse af eventuelle eksisterende tiltag og initiativer.
Kurset forventes at være færdigt i løbet af 2022.
Kilde: Dansk Ride Forbund