Op og ned på military ved OL
Militarykonkurrencerne ved OL i Tokyo begynder i dag fredag med dressur, det fortsætter lørdag, mens søndag er helliget terrænspringningen, og så afgøres det hele i ridebanespringning mandag.
Vi har en dansk deltager med, det er Peter Flarup, 45 år og den 10-årige Dansk Varmblodsvallak Fascination e. Favorit Ask opdrættet af Jørn-Ove Jørgensen fra Års. 29 nationer er repræsenteret ved dette, og 13 af dem sender hold til Tokyo, hvilket er en stigning på to nationer siden OL i Rio i 2016 (Kina og Thailand).
Hvordan gik det sidst?
Ved OL i Rio vandt Frankrig holdkonkurrencen over Tyskland og Australien. Individuelt stod der Michael Jung på guldmedaljen. Den tyske rytter har vundet to guldmedaljer ved OL, foruden medaljen i Rio vandt han også guld i London i 2012, begge medaljer kom i hus på Sam FBW. Sølv gik til Frankrigs Astier Nicolas og Piaf de B’Neville mens bronzen gik til USA’s Phillip Dutton og Mighty Nice.
Australske Andrew Hoy kommer til OL med tre holdmedaljer i bagagen (1992, 1996 og 2000) samt en individuel sølvmedalje fra Sydney i 2000. Igen ved dette OL er Andrew Hoy at finde på startlisten, og med hans 62 år er han den ældste deltager i dette års militarykonkurrence.
Hvordan afvikles det?
Militarykonkurrencerne afvikles både som en individuel- og holdkonkurrence. Og efter tre dages konkurrence: dressur, terrænspringning og ridebanespringning – mødes de 25 bedste ryttere i en finale, endnu en omgang ridebanespringning for at afgøre de individuelle medaljer. Det er den samme hest, som deltager i alle tre discipliner, der ofte betegnes som ridesportens svar på triatlon.
Hestene skal gennemgå et vettjek inden første start, det blev klaret torsdag, hvor Peter Flarups Fascination gik gennem kontrollen uden problemer. Der bliver endnu en dyrlægekontrol, det sker efter terrænspringningen og inden ridebanespringning. Ved den første kontrol torsdag måtte Polen trække på reserven, da Pawel Spisaks vallak Banderas ikke gik gennem kontrollen. Inden kontrollen trak canadiske Jessica Phoenix sin hest Pavarotti.
Hvor bliver det afviklet?
Det er det Olympiske ridestadion, som danner rammen om dressur- og springkonkurrencerne i military. Startrækkefølgen i dressur kan ses HER, og det er den samme rækkefølge, som følges i terrænspringningen. Her sendes rytterne afsted med tre minutters mellemrum fra startboksen.
De procenter rytterne opnår i dressur omregnes til strafpoints, og evt. fejl i terrænet og overskridelse af idealtiden koster straf, som tillægges resultatet fra dressurkonkurrencen. De strafpoints tager rytterne med videre til ridebanespringning. Forhindringerne i ridebanespringning er de samme, som vi kender dem fra springning, forhindringshøjde vil være 1,25 m og forhøjes til 1,30 m i den individuelle finale.
En fejl eller refuseringer i terrænet koster 20 strafpoints og for hver sekund rytterne overskrider idealtiden koster det 0,4 strafpoints. Peter Flarup fortalte til Zibrasport Equest, at han vurderede det ville blive svært at holde sig indenfor idealtiden, da banen er meget snørklet. Det tvinger rytterne til at tage chancer på banen, med risiko for strafpoints.
Terrænbanen er placeret på en kunstig ø, Sea Forest Cross Country Course vil være ca. 4500 meter lang, og inde holde op til 38 naturspring, grøfter, banketter, vandspring med meget mere. Der vil være nogle kombinationer af spring, hvor rytterne kan vælge at ride den direkte vej, for derved at spare tid. Det er den vej, som også byder på den største risiko. Alternativt kan rytteren vælge at ride en lidt lettere vej gennem kombinationen, men den vil til gengæld være mere tidskrævende. Det vil tage rytterne ca. 8 minutter at gennemføre banen.
Hvem er favorit?
Det er første gang OL afvikles med blot tre ryttere på holdet. Det betyder, at alle tre ryttere tæller i regnskabet, og da der er tradition for, at heste udgår på terrænbanen, er holdkonkurrencen vidt åben. Det er dog værd at holde øje med de erfarne militarynationer som England, Australien, Tyskland, Frankrig og New Zealand i holdkonkurrencen.
Se resultater og startlister HER