Skip to main content

Peter Flarup tager Fascination med til Tokyo

Der har indtil nu været usikkerhed omkring hvilken hest, der skal Peter Flarup til Tokyo, men det er nu meldt ud at det er Fascination. Peter Flarup og Andreas Schou forbereder sig nu på karantæne.
| admin

Ligesom det var tilfældet for dressurholdet, som netop i dag ankommer til deres syv dages karantæne i tyske Aachen, skal også danske Peter Flarup og hesten Fascination samt Andreas Schou og hesten Darc de Lux tilbringe tid i karantæne, inden turen går endeligt mod Tokyo. Læs mere om forberedelserne herunder.

Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten/DRF

Forberedelser til klimaet i Tokyo

Som de fleste nok kan regne ud, er klimaet i Japan væsentligt anderledes end det danske, selv når sommeren herhjemme viser sig fra sin bedste side. Med temperaturer på den anden side af 30 grader og en luftfugtighed på 70% eller mere, kræver det ekstra meget af både ryttere og heste at performe, og derfor er varmeforberedelse en helt afgørende del af forberedelserne frem mod afrejsen til Tokyo. Under både Peter og Andreas’ karantæneperioder i Aachen vil der derfor blive brugt en del tid på netop dette, udover generel træning og finpudsning af formen. Også hjemmefra har begge ryttere forberedt sig grundigt på vejrforholdene, fortæller Elitechef Kimi Nielsen 

”Peter Flarup har bl.a. trænet i Team Danmarks såkaldte varmekammer i Idrættens Hus for at vænne sin krop til varmen, og han har redet en del med pulsmåler i den seneste tid for at monitorere formen”, fortæller hun.  

Disse heste skal med på rejsen

For Andreas’ vedkommende er det hingsten Darc de Lux, der skal med til Tokyo, og landstræner Bo K. Møller fortæller, at hesten er i absolut topform, og at han ser frem til at arbejde endnu tættere med den og Andreas under karantænen i Aachen. Da Peter for nyligt blev udtaget til at være dén militaryrytter, der skal repræsentere Danmark ved OL, var det endnu uvist, hvilken hest der skulle med ham til Tokyo, da både Fascination og Frankie er i topform. Nu er valget dog endeligt truffet, og det bliver den unge og talentfulde Fascination e. Favorit Ask, der får æren.

Andreas Schou Darc De Lux DM 2020. Foto: Zibrasport Equest

Vigtige datoer

Idet militaryklasserne afvikles før springningen under OL, skal Peter Flarup og Fascination naturligt også i karantæne før Andreas og Darc de Lux. For Peters vedkommende løber karantænen fra den 11.-18. juli, og for Andreas’ vedkommende fra den 17.-24. juli. Military rides fra den 30. juli til 2. august, og den individuelle del af springningen, som Andreas deltager i, ligger den 3. og 4. august.  

Kilde: Dansk Ride Forbund