Populær dobbeltsejr til Nanna Merrald
Det var de unge 7- og 8-årige heste som dominerede i topkampen i dagens Intermediaire ved det internationale stævne på Vilhelmsborg. Det var en stor fornøjelse at følge vores landsholdsryttere med deres yngre heste.
Den eneste som brød den danske placeringsrække var den tyske landsholdsrytter Helen Langehanenberg med den super elegante 8-årige hoppe Zaeta de Mallert efter den danske varmblodshingst Zonik. Hun var meget tilfreds med dagens ridt og sin sorte hoppe, og glad for at ride på Vilhelmsborg (eller i Herning) fortæller hun, hun kommer gerne til Danmark til stævne. Med 72,324% red hun sig ind på andenpladsen. Nogle kan måske huske hendes dejlige danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione, hende havde Helen med til Vilhelmsborg i 2020, og de sejrede i lille tour. Helen fortæller, at alt er vel med hoppen, som kan alle Grand Prix-øvelser, og dermed venter en debut i stor tur forude.
Læs også: Interview med Helen Langehanenberg ved World Cup Vilhelmsborg
Nanna og Touch of Olympic i særklasse
Den danske landsholdsrytter Nanna Merrald Rasmussen var helt i særklasse med 8-årige Blue Hors Touch of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Anja og Jan Petersen) der er ikke øvelser, som han har svært ved, og han virker meget moden og præstationsparat, når han går på banen. Nanna er også glad for sin unge superstjerne, som scorede 8 og 8,5 fra hovedparten af dommerne i generelle indtryk.
Læs også: Nanna Merrald kommer med sin øjesten
Det var dansk i placeringsrækken
Også Marianne Yde Helgstrand sidder på en dejlig 8-årig Sezuan-søn Elverhøjs Raccolto (opdr. Berit Nielsen) den tidligere championatsvinder udvikler sig særdeles godt i de større opgaver, og parret kom ind på 3. pladsen med 70,912%
Cathrine Laudrup-Dufour har den kun 7-årige Vividus Qre til start. Der er ingen tvivl om, at her er talent og formåen til overmål. Hesten ejes af familien Zinglersen samt Rasmine og Cathrine selv, og det bliver rigtig interessant at følge det par på deres videre vej. I dag scorede de 70% til 4. pladsen.
Det var et hårdt felt af professionelle ryttere i klassen, og derfor var det også glædeligt at de to amatørryttere Rikke Dupont/Grand Galiano og Jeppe Mølgaard Mathiasen/Rosenstolz delte 5. pladsen imellem sig med 69,647%