Sjældent syn: Frieser-hingst i femstjernet dressur
69.130 procent i Grand Prix og 74.760 procent i küren samt en placering som nummer tre var de flotte resultater, som belgiske Marc-Peter Spahn og den kulsorte Frieserhingst Elias 494 havde med i bagagen, da de smuttede hjem fra Hingstekåringen i Herning.
De fleste deltagere i klassen red på en typisk varmblodshest, så Marc-Peter skilte sig virkelig ud, når han sadlede sin kraftfulde og storrammede hest op.
Men bare fordi Frieseren ikke er overrepræsenteret i dressurens højeste klasser, betyder det ikke, at Marc-Peter kunne tænke sig at ride nogen anden race.
Zibrasport Equest mødte rytteren under Hingstekåringen i Herning, hvor han fortalte om sin passion for Frieseren. Og afslørede, at det var faktisk var rene tilfældigheder, der gjorde, at han faldt pladask for hesteracen.
Se hele indslaget i vores arkiv lige her.
Karakteristik af Frieseren
Frieserhesten er en kraftfuld, storrammet, udholdende hest med ædelt hoved, store udtryksfulde øjne, højt ansat smukt bøjet hals, bredt bryst, stærk ryg og manke, hvælvet kryds og kraftig man, hale og kodehår. Den er en venlig, trofast sort hest med temperament og nervestyrke som gengælder din interesse.
Frieserhesten er med sin spanskblodede afstamning en barokrace, som gør den velegnet til klassisk dressur.
Stabil men også sensibel
Frieserhesten har bevaret sin fremtoning, selvstændighed og sin typiske væremåde gennem sin hundredårige eksistens. Grunden til dette er den til stadighed gennemførte renavl, og dette på trods af følgerne af modernisering, samt at nye avlsmæssige krav har forandret mange andre racer betydeligt.
Netop bevarelsen af denne races indre stabilitet gør Frieseren så værdifuld igen i vor tid. Således står Frieseren overfor mennesket med en venlig, hengiven og forventningsfuld holdning. Den søger endda den stadige kontakt med sin herre. Derudover råder den over en fascinerende ærlighed og lærevillighed. Har frieseren en gang fundet en kontaktperson, så udviser den fremover stor hengivenhed og venlighed.
Lige så stabil denne race er, ligeså sensibel er den også. En rå omgangstone eller højlydt skælden ud tåler Frieseren ligeså lidt som hyppige ejerskifte.
Er vores dejlige frieserhest en varmblods- eller en koldblodshest? Svaret fra DFF må blive …. frieserhesten er hverken en varmblods- eller en koldblodshest, men en hestetype helt for sig selv.
Kilde: DFF