I artiklen fortæller Steve Guerdat (f. 1982) hudløst ærligt om både højdepunkter og nedture, og ikke mindst om sine tre bedste heste, og hvad de hver især har gjort for ham som atlet og menneske.
Hestene har ændret mit liv til det bedre
Folk spørger ofte, om der er én hest jeg elsker mest?
Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Det er som at spørge forældre, hvilket barn der er deres yndling. Det er et spørgsmål, du ikke kan svare på.
Jeg har været meget heldig at have haft en masse fantastiske heste i min karriere. Ikke bare fantastiske, fordi de har været succesfulde. Fantastiske, fordi de har gjort så meget for mig, både som atlet og som person. Fantastiske, fordi de har ændret mit liv til det bedre.
Så jeg ville ikke have det godt med kun at nævne én. Jeg vil kunne nævne et par stykker.
Såsom Jalisca, Nino og Bianca.
Jalisca ændrede alt
At møde Jalisca var en af de bedste ting, der er sket i mit liv. På det tidspunkt havde jeg boet i Holland i næsten fire år. Da jeg kom tilbage til Scweiz, besluttede jeg mig for at starte min egen stald op med nogle få heste. Så jeg startede fra nul igen. Jeg havde ikke rigtig nogle heste, som jeg kunne konkurrere med. Jeg havde en del ungheste, fem- og seks-års, og jeg var meget langt fra topsporten, langt fra det jeg gerne ville lave. Da jeg forlod Holland, var jeg i top ti i verden. Og her tilbage i Schweiz red jeg bare rundt i 110cm og 120cm klasser til små stævner.
Når du befinder dig i den situation, er det svært ikke at blive modløs og lade tvivlen trænge sig på.
Så kom Jalisca ind i mit liv. Vi var et rigtigt match fra første dag. På få måneder fik hun bragt mig tilbage i rampelyset og til utrolige succeser. Vi kom til VM-finalem, jeg vandt min første olympiske medalje med hende, vi blev europæiske holdmestre.
Hun ændrede alt for mig. Hvis ikke jeg havde mødt hende, ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag. Jeg ville ikke have haft al den succes, som jeg har haft i min karriere.
Alt var kun godt med Jalisca. Det hele var ren kærlighed og lykke lige indtil den dag, hvor vi besluttede at pensionere hende fra sporten. Hun var stadig på toppen af sin karriere, og hun skulle bare gå og nyde sit otium. Vi håbede på at kunne få en masse smukke føl på hende.
Men efter blot få uger kom hun ud for en ulykke på marken. Hun havde brækket sit ben. Og det var det, det var slut.
Det var en meget hårdt tid for os. Jeg bryder mig stadig ikke om at tale om det. Det er hårdt. Du ved, man elsker de heste, og når man mister dem, er det så trist!
Det kommer ikke til at fungere!
Vi købte Nino des Buissonnets det efterfølgende år, og vores forhold kunne ikke have været mere anderledes.
Nino blev købt for at være min hest til OL i 2012, men det fungerede bare ikke. Han var så uforudsigelig. Han var rolig i stalden og en fornøjelse at ride i skoven. Men på banen styrtede han bogstaveligt talt ind i forhindringerne. Vi havde mange op- og nedture.
Mit job som rytter er ikke bare at være på banen, forsøge at konkurrere og håbe på, at vi kan få en god dag. Jeg prøver at forstå min hest, så jeg ved, hvad han har brug for for at være i den bedste form den dag, hvor jeg har mest brug for ham. Det er ikke noget man bare gør fra den ene dag til den anden. Det handler om at tilbringe meget tid sammen og få en masse oplevelser sammen.
Men med Nino fungerede forholdet ikke.
Jeg kan huske, at vi var til et stævne i Tyskland mindre end et år før OL, og den første dag red jeg en 145cm klasse, hvilket ikke er en særlig stor klasse for Nino, og han stoppede. Jeg blev diskvalificeret. Og jeg var ved at give op.
Jeg tænkte, at jeg bare ikke vil forstå den her hest. Mig og ham, det kommer bare ikke til at fungere.
Jeg vidste, vi ville få en god dag
Min daværende træner, Thomas Fuchs, sagde: “Bare lad være med at lægge så meget pres på dig selv og på hesten. Hvis hesten ikke er beregnet til at være en OL-hest, fint nok. Det er ikke hans skyld.”
Derfra begyndte det at blive lidt lettere. Det tog lidt pres fra ham og samtidig nok også lidt pres fra mig. Jeg besluttede mig for bare at tage det, der skulle tages undervejs med hesten og ikke kun fokusere på OL, og fra den dag gik det hele kun opad.
To uger senere vandt jeg en femstjernet klasse med ham i Rio, Brasilien. Og det var vendepunktet. Jeg tænkte: Okay, nu er vi gode nok til, at vi vil få meget succes sammen.
Og det gjorde vi.
De Olympiske Lege i 2012 med Nino var mit bedste minde om sporten indtil videre. Nino var i sit livs form. Den dag, hvor jeg havde allermest brug for ham, var han 110% med mig. Og det gjorde, at vi var i stand til at tage guldet med hjem.
Og hvorfor jeg taler så meget om forholdet til hesten.
Jeg vil ikke sige, at jeg fra første spring vidste, at jeg ville vinde. Men jeg kan ærligt sige, at fra det øjeblik jeg sad på hesten, vidste jeg, at vi ville få en god dag.
Den bedste følelse
Følelsen, efter at vi vandt OL, var selvfølgelig fantastisk. Jeg kan ikke lide at sige, at jeg drømte om det. Der er mere, at jeg stræbte efter det. Det er det her mål. Man tænker på det og alt det, man skal gøre for en dag at være i stand til at gøre det, for at nå det mål.
Og når det så sker, føles det så uvirkeligt. Det føles som om, det ikke er muligt. Hvorfor mig? Hvor heldig er jeg lige? Hvordan kan det være, at jeg befinder mig i denne situation lige nu? Jeg kan huske, at jeg som barn tænkte på at vinde den medalje, og nu er jeg der. Tiden er fløjet afsted. Og jeg er der med guldmedaljen om halsen. Det er noget, der er meget svært at beskrive, men det er, tror jeg, den bedste følelse, en atlet kan have.
Og Nino gjorde det muligt.
Jeg var forelsket, inden jeg sad i sadlen
Med Albführens Bianca var det ren glæde.
Inden jeg overhovedet sad på hende, var jeg allerede forelsket, og jeg havde bare set hende gå forbi mig. Et par dage senere stod hun i min stald. Alt var ikke let i begyndelsen, for Bianca var meget uerfaren. Men hun havde så meget talent og var så behagelig at arbejde med hver dag. Hun er ikke den hest, jeg har vundet mest med, men hun er den hest, som jeg har nydt mest at ride og især konkurrere med.
Hun har også bragt mig til nogle fantastiske øjeblikke. Holdbronze ved EM i 2017. Individuel bronze ved World Equestrian Games i 2018. Men højdepunkterne med Bianca var for mig hver gang, jeg red ind på banen med hende, for af alle de heste, jeg har redet, er hun den, der nød det hun gjorde allermest.
Det kunne man mærke over hvert eneste spring. Hun elskede at gøre det. Hun sprang altid over alting, fordi hun nød det så meget.
At kunne dyrke sporten med en hest som hende, hun bragte det bedste frem i mig og lærte mig også den hårdeste lektie, da hun fik en hjernesvulst, og vi desværre måtte slippe hende. Jeg var sønderknust.
Man lærer noget af hver hest
Man bruger al den tid med de heste, og der er mange nedture og for få opture. Men de har alle lært mig noget hver især.
De var alle heste med meget stærke personligheder og på grund af det, er det også op til mig, at forstå dem. Jeg var nødt til at finde en måde at komme under huden på dem, for at få dem til at stole på mig.
Og derfor tror jeg, at de lærer mig at blive et bedre menneske, at være mere tålmodig og bedre til at lytte til det, de har at fortælle mig.
De gjorde mig ikke bare til en bedre rytter, de gjorde mig til et bedre menneske.
Kilde: Horse Network
