Stutteri Svalegård har herpesudbrud: – Det er slemt
ADVARSEL: HERPES VIRUS
Vi har talt med dyrlægerne. Vores stald er ramt af herpes virus type 1 (EHV-1) og herpes virus type 5 (EHV-5). Det har desværre kostet en avlshoppe og føl livet. Og vi har måtte aflive 2 rideheste her i formiddag. Pas på jeres heste.
Sådan lød updaten på Stutteri Svalegårds Facebook-side torsdag.
Zibrasport Equest har talt med Ane Krabbe, hvis forældre ejer dressurstutteriet i Thy, og hun fortæller, at det står slemt til lige nu.
– Vi observerede sidste fredag, at der var en hest, der stod med lidt feber. I weekenden var der en avlshoppe, der også stod med feber. Vi fik fat i dyrlægen, og de fik noget febernedsættende.
Skæbnen ville, at vi skulle til familiefødselsdag, og vi kører af sted, og der er ro på det hele. Men så ringer vores fodermester og fortæller, at det ser skidt ud med avlshoppen. Min far kører hjem, og hoppen er gået i fødsel. Vi får fat i dyrlægen, men hoppen har lagt sig ned.
De får føllet ud. Mod alle odds lever føllet, og det er faktisk rimelig frisk. Men hoppen bliver aflivet dagen efter, og føllet dør også, fortæller Ane.
En voldsom oplevelse for hele familien Krabbe, men desværre slutter det ikke her.
Neurologiske tegn
– I mellemtiden er den anden hest også blevet dårligere. Og det går pludselig rigtig stærkt. Det er min venindes hest, og hun ejer en hest mere, der også bliver ramt. De står begge med neurologiske tegn. Torsdag morgen er den ene af hendes heste helt lammet. Den bliver aflivet straks. Og den anden bliver også aflivet. Det er så synd for hende, lyder det fra Ane Krabbe.
– Vi har nogle ungheste, der har stået med snot, men ser okay ud. Vi har et par rideheste, der har stået med feber. Min datters pony har desværre også lidt problemer med bevægelsen. Det er ikke blevet forværret, siger hun om situationen lige nu.
– Vi kan ikke gøre noget, men vores dyrlæge er så dygtig. Hun har også fortalt, at det er meget vigtigt, at de får noget, der hedder aciclovir. Så det skal de også have.
Pas på jeres heste
Ane Krabbe vil fortælle sin historie for at advare andre heste-ejere.
– Det er vigtigt, at man tager det alvorligt. Sygdommen må ikke sprede sig.
Vores udbrud har ikke sammenhæng med udbruddet i Spanien, men det ændrer ikke på, at sygdommen er farlig. Jeg håber, at man holder hestene hjemme ved sig selv. Det går så hurtigt, når hestene er syge.
Vi har ingen idé om, hvor smitten kommer fra. Vi er en relativt lukket stald, så det kan virkelig ske for alle. Man skal passe på sine heste, opfordrer Ane.
Hun er overvældet over al den støtte, som familien Krabbe modtager for tiden. Både på sociale medier og i virkeligheden.
– Jeg har netop talt med familien Truelsen. De ville gerne dele ud af deres erfaringer efter deres tid i Spanien, hvor de havde flere syge heste.