Skip to main content

Tag: Bianca Walton

Dansk medaljehøst ved NM i military

Danskene lagde allerede fredag flot fra land i dressuren og lå til medaljer for både senior, pony og junior/ungrytterene ved NM i Norge. Men meget kan som bekendt nå at ske i military. Det fik vi tydeligt at se igår i terrænet og idag i ridebanespringningen.

Læs også: Danske ryttere til NM i military

Terrænet tog på kræfterne

Der var rigtig mange flotte ture i terrænet uden fejl på forhindringerne, men desværre indløb der en del tidsfejl hos flere af danskerne. Derfor var det vigtigt med gode runder i ridebanespringningen idag, hvis danskerne skulle sikre metal til fædrelandet.

Anne Dorthe Møller Espersen og Polar Fox i terrænet. Foto:privat

Guld til ponyerne

Ponyrytterne lagde ud i konkurrencens sidste disciplin idag. Overblikket blev bevaret og det danske ponyhold sikrede sig flot guldmedaljerne, efterfulgt af Sverige på 2. pladsen og Finland på 3. pladsen.
På det seje danske ponyhold red idag:

  • Liva Emilie Grubbe på Ac-Star Quickie af Engvang
  • Sara Korsbæk Sørensen på Vejgaardens Annabel
  • Sofia Zornig Sylvestersen på Gedsagergaards Roberto
  • Cilja Folman Westh på Solvangs Morning Surprice

Individuelt guld

Og ikke nok med den flotte holdguldmedalje – Liva Emilie Grubbe tog også den individuelle guldmedalje military ved NM for pony 2022.

Junior/ungrytterne manglede det sidste held

De danske junior/ungryttere manglede lige det sidste held ved NM. Og med et hold kun bestående af 3 equipager i stedet for 4, og derved uden mulighed for dropscore, var det hårde odds fra starten. De danske ryttere gjorde ellers hvad de kunne og fik flotte runder i alle 3 discipliner. Bedste dansker samlet set blev Rebecca Rothman Skarsø og Candida, der sluttede som nr. 9.

Rebecca Rothman Skarsø og Candida i terrænet. Foto:privat

Seniorerne tog bronzen

Det lykkedes ikke helt det danske seniorhold at gøre ponyholdet kunsten efter, men det blev alligevel til dansk metal i seniorholdkonkurrencen. Seniorholdkonkurrencen blev vundet af hjemmeholdet fra Norge og sølvmedaljerne gik til Finland mens bronzemedaljerne blev vundet af det danske hold bestående af:

  • Anne-Dorthe Møller på Polar Fox
  • Bianca Walton på Midt-West Faveur
  • Heidi Nyhus på Konstantin’s Aicha
  • Marie Juul på Ikke 2

Individuelt sølv

I den individuelle konkurrence sikrede danske Cecilie Eriksen og Calvin sølvet efter en flot fejlfri runde på springbanen. Cecilie havde dansk følgeskab på 4. pladsen af Anne-Dorthe Møller på Polar Fox og på 5. pladsen af Marie Juul på Ikke 2.

Bronzeholdet – De danske seniorer ved NM 2022 – Foto:privat

Find alle resultater fra stævnet her



Tillid, Tålmodighed og Træning: Den gyldne vej til tops

(Artiklen blev udgivet første gang i Riders NoteBOOK 2021)

Mange gode heste bliver valgt fra på papiret

Bianca ser en tendens i ridesporten i forhold til køb og salg, som er sammenlignelig med dating-appen, Tinder. Man kigger efter overfladiske ting og vælger til og fra baseret på faktorer, der ikke i sig selv har noget at sige for potentialet. “Det er ligesom, når man ser på, hvilken uddannelse folk har, eller hvilken farve øjne og hår, de har. Det er jo ikke det, der betyder noget. Det er ikke, hvor lange ben hesten har, eller hvor fin dens afstamning er, der kommer til at afgøre, om I er et godt match, og om det er din nye stjerne,” siger Bianca. Vi skal ændre diskursen og det, vi stræber efter i ridesporten: fra heste, der er naturtalenter, til ryttere, der er tålmodige og arbejdsomme.”Der er ikke noget “quick fix” til en stjernehest. Det handler om tillid, tålmodighed og træning.”

“Jeg har ikke haft mulighed for at bare at købe en ny hest. De fleste af mine heste har vi fået som unge direkte fra avlerne eller gennem en billig handel på Den Blå Avis. Min nuværende militaryhest, Midt-West Faveur, købte jeg som 4-års for næsten ingen penge som en “projekt-hest”. Han er en renavlet dressurhest efter Chameur med Gribaldi som morfar, og han har reelt set ret dårlige forudsætninger, da han har spat i begge bagben. Men han er super forsigtig både i terrænet og på springbanen. Han har vilje, han er modig, og så er han meget velgående i dressuren. Han er en hest med alle de helt rigtige kvaliteter for en top-militaryhest,” fortæller Bianca.

Hun mener, at der er et væld af gode heste derude, som ikke bliver udnyttet til deres fulde potentiale, fordi deres papirer peger i en helt anden retning end hesten selv. Selvom avl er vigtigt for gode sportsheste, må det ikke være det, der afgør, om en hest får en chance eller ej, mener Bianca. Hun har blandt andet gennemført EM og vundet Nordisk Mesterskab på hingsten Nørlunds Cape Town, en pony avlet til dressur, men som nåede helt til tops i military.

Bianca Walton og Midt-West Faveur. Foto: Jimmy Leen Friis

Ridning skal ikke handle om prestige

Det første halvandet år med Faveur fokuserede Bianca på dressur, men da han var omkring 5 et halvt, tog hun ham med i terrænet, og det var ikke nogen dårlig idé. Han strøg nemlig til tops i sine første militarystarter, og året efter red hun U-VM for 6-års heste på ham. Da han var 7 år, blev de nummer 10 til Nordisk Mesterskab for seniorer, og nu håber hun, at de sammen kan deltage ved europamesterskaberne og VM på længere sigt. I dag er Faveur 9 år og har også startet både MB dressur og LA** springning med placering.

“For mig handler det ikke om prestige,” fortæller Bianca og fortsætter: “Ridning for mig handler om sammenholdet med hesten. Det handler om at forstå og kende sin hest. Det betyder alt for mig både i hverdagens omgang og i uddannelsen af hesten.”

Det gælder om at kende sin hest

“Jeg tror på, at man skal fokusere på og arbejde med hesten, som den står foran dig. Mærk den! Lær din hest at kende. Jeg bliver tit spurgt, hvordan man ved, om en hest er god i terrænet, og til det svarer jeg altid: Prøv! Og det er her, det igen er enormt vigtigt, at man kender sin hest. Mærk efter, for det er ikke alle heste, der synes, at terrænet er sjovt. Den eneste hest, jeg har haft, som faktisk var indkøbt som springhest, endte jeg med at ride MA dressur på og sælge som dressurhest i stedet. Jeg troede, han skulle være min juniorhest i military, men der måtte jeg tro om. Hvis hesten ikke gider, skal du ikke tvinge den. Omvendt er der også nogle heste, som kan føles, som om de ikke har noget drive. Igen handler det om at kende sin hest og vide, hvordan den føles, reagerer og opfører sig i forskellige situationer. For en hest kan sagtens være en god og glad militaryhest, uden at den danser rundt og puster sig op i ren spænding over terrænet.”

“Jeg ville aldrig ride i terrænet på en hest, jeg ikke kender. Military handler om tillid. Dressur og ridebanespringning er forudsigeligt på en måde, som terrænet ikke er. Hesten ved ikke, hvad der kommer næste gang. Når jeg uddanner heste til military, uanset om det er en ung og uprøvet hest, eller om det er en ældre hest, der skal omskoles, så starter jeg med grundridningen. Det kan måske lyde som en kliché, men hvis ikke du kan kontrollere og samarbejde med din hest i de helt basale øvelser, så vil din hest ikke være under kontrol i terrænet, og så bliver det farligt.”

Bianca Walton og Midt-West Faveur ved UVM i Le Lion d’angers. Foto: Tom DigiArt

Det betaler sig at skynde sig langsomt

“Hesten skal reagere frem, til højre, til venstre og stoppe, når jeg beder den om det. Før da begynder jeg ikke på yderligere træning. Derefter begynder jeg på bomtræning, som bliver til cavalettis og til sidst små baner. For mig er det vigtigt, at hesten har sprunget mere end bare et par kryds, inden den kommer i terrænet for første gang. Jeg vil gerne have, at hesten har fået noget erfaring og mod på større spring, før jeg begynder at træne på faste forhindringer. Især hvis det er en yngre hest. Typisk er selv de små, lette terrænspring omkring 80 cm – det er svært at finde kævler, som er mindre, og det er som regel dem, man betragter som de letteste forhindringer at starte med. Så er det en fordel, at hesten ikke både bliver forskrækket over det nye miljø og størrelsen på springet.”

Bianca lægger stor vægt på at skynde sig langsomt og at hjælpe hesten fra jorden: “Hvis en hest ikke vil springe vandspring, er der mange trænere, der synes, at det er en god idé for eksempel at kaste en håndfuld grus efter hesten eller at følge efter den mod springet med en longepisk. Der tror jeg mere på at hoppe af hesten og i et par gummistøvler, så man kan gå foran, ved siden af og sammen med hesten ud i vandet. Det nytter ikke noget at forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest, for på den måde bygger du ikke tillid med din hest. Tillid er helt centralt, især hvis du vil ud på en terrænbane.”

“Man er ikke tjent med utålmodighed og krumspring. Du ser jo heller ikke et menneske beslutte sig for at løbe et maraton og så gøre det dagen efter. Det er det samme princip. Gør en indsats! Rid din hest, og tag dig tid til at få en ting på plads, før du skynder dig videre til det næste. Vandbånd, skridtmaskiner og rystebånd kan være effektive hjælpemidler, men de må aldrig erstatte ridningen og din træning med hesten.”

Bianca Walton og Midt-West Faveur ved U-VM Le Lion d’Angers, Frankrig. FOTO: Tom DigiArt

Gør din træning mere alsidig

Biancas anden hest, Valløs Filip DWB, er efter Franziskus med fuldblodshingsten Baccarat xx som morfar og fylder 6 år i år. Han er den eneste dyre hest, som Bianca har haft, og hun købte ham på forårsauktionen i Herning i 2018 som 3-års hingst med henblik på en karriere i dressur. Han havde på købstidspunktet kun været redet i tre uger. Året efter deltog Bianca og Filip både ved egnethedstesten og unghestechampionaterne for 4-års, hvor parret formåede at kvalificere sig til finalerne i Herning 2020. Det næste mål er at ride DSA for 6-års.

Selvom Filip er en dressurhest, prøver Bianca altid lidt af det hele af. “Filip kan ikke springe,” har hun hørt mange gange, men han har gjort det udmærket på de terrænspring, som hun har styret ham mod. “Mange dressurheste ved slet ikke, hvad det vil sige at galopere i naturen,” forklarer Bianca, som altid forsøger at gøre sin træning med hestene mere alsidig – uanset hvilken disciplin, hun forventer, at de skal gøre sig karriere i. “Jeg rider tur mindst to gange om ugen. Det er virkelig vigtigt, at hesten kommer ud og får set noget andet end en ridebane. Og så er det også vigtigt at huske på, at de færreste af os kan mestre noget, første gang vi prøver det. Det er det samme med hestene. Det er okay, hvis de ikke er naturtalenter, men skal træne og øve sig for at blive gode.”

Der er ingen tvivl om, at det kræver sin rytter at uddanne en hest – uanset til hvilken disciplin eller hvilket niveau. Hvor langt hesten kan nå inden for en given disciplin, bør man dog ikke konkludere ud fra dens papirer, understreger Bianca igen. Ridesporten er en dyr fornøjelse, men det behøver ikke være penge og dyre heste, der afgør, om man når til tops. Af sine mesterskabsheste er der blot én, som Bianca ikke selv har uddannet fra bunden. Det var Lucky Luke, en “hand-me-down” hun overtog fra sin stedmor som lærehest, da hun blev juniorrytter. Bianca står som et skarpt eksempel på, hvad man kan opnå, så længe man har vilje, tålmodighed og ihærdighed.

Som en del af Riders NOTEBOOK vil du fremover kunne læse træningstips og få inspiration til øvelser fra Bianca på vores onlineportal, www.ridersnotebook.dk. Her vil du også kunne læse Biancas egen blog med spændende og informative indlæg for ryttere på alle niveauer om alt fra at ride i hedebølge og at forebygge skader til planlæggelse af lange transporter og konditionstræning.

Faktaboks:

Biancas deltagelser ved mesterskaber

2019DM senior, military: Midt-West Faveur NM senior, military: Midt-West Faveur
2018U-VM 6-års, military: Midt-West Faveur
2015NM youngrider, military: Lucky Luke (4.)
2014EM youngrider, military: Lucky Luke DM junior/youngrider, military: Lucky Luke (sølv)
2013NM junior, military: Lucky Luke (sølv) DM junior/youngrider, military: Lucky Luke (guld)
2012DM junior, military: Löwes Douglas DM junior, military: Lucky Luke EM junior, military: Lucky Luke
2010DM pony, military: Nørlunds Cape Town (guld) DM pony, dressur: Nørlunds Cape Town EM pony, military: Nørlunds Cape Town (vandt dressuren) NM pony, military: Toftegårdens Alcazar (guld hold)
2009DM pony, military: Toftegårdens Alcazar DM pony, military: Nørlunds Cape Town (guld) NM pony, military: Nørlunds Cape Town (guld individuelt + hold) EM pony, military: Surprice
2008DM pony, dressur: Marchi
2006DM for kat. III, dressur: Apache
2005DM for kat. III, dressur: Apache