EU guide for hestehold
I januar 2017 bad EU-Parlamentet om, at der skulle udarbejdes en guide for hold og brug af heste i Europa. Der blev nedsat en arbejdsgruppe anført af veterinærinspektør Birte Broberg fra Fødevarestyrelsen, desuden deltog dyrlæge Mette Uldahl og forsker Janne Winther Christensen i arbejdet med guiden. Birte Broberg præsenterede guiden under temadagen i Foulum, hvor hestesporten frem mod 2030 var sat på dagsordenen.
Guiden repræsenterer det, man enedes om, er god hestevelfærd i forhold til hold, træning og brug. Birte Broberg skrev et diskussionspapir, og det er det, som ligger til grund for gruppens arbejde. Selve guiden blev produceret i 2018/2019 af en frivillig gruppe på 14 medlemmer, der repræsenterede en række medlemsstater, forskellige dyrevelfærdsorganisationer og forskningen. Guiden blev i 2019 anerkendt af gruppens medlemmer, og i november ’20 kom der nogle fakta ark til. Guiden er oversat til dansk, fransk, spansk, italiensk, græsk, rumænsk, slovensk og britisk – og flere oversættelser er på vej.
7 millioner heste i Europa?
”Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvor mange heste, som findes i Europa. Vi har en række heste, som er registeret i avls- og sportsorganisationer, men der er mange uregistrerede heste, så buddet går fra 4 til godt 7 millioner heste”, fortæller Birte Broberg.
Guiden beskæftiger sig ikke med regler, hvor der i forvejen findes et regelsæt i EU, som fx transport. Og så er det vigtigt at understrege, at guiden på ingen måde erstatter de regler vi har herhjemme. Den skal ses som et supplement til eksisterende love eller som inspiration til, at medlemslandene selv kan udarbejde egentlige love på området.
Hvad er en hest?
Guiden hedder: Retningslinjer for god dyrevelfærdspraksis for hold, pasning, uddannelse og brug af heste. Retningslinjer for god dyrevelfærdspraksis.pdf (foedevarestyrelsen.dk)
Guiden åbner med et afsnit om hestens biologiske karakteristika og adfærd. Hestens sanser og naturlige instinkter beskrives kort, og følges op af et afsnit om hestens behov for social kontakt, og hvordan de interagerer med hinanden. Et kort afsnit beskriver, hvordan hesten under naturlige forhold, søger føde og græsser stort set alle døgnet timer.
”Ideen med at beskrive biologiske karakteristika og adfærd, er at give en god baggrund for de anbefalinger der kommer senere i guiden. Og dermed en bedre forståelse for, at det er noget man bør rette sig efter,” forklarer Birte Broberg.
Et afsnit om unormal adfærd, som tegn på at miljøet eller de betingelser, hvorunder hestene holdes, ikke opfylder deres behov, er også medtaget. ”Udviklingen af unormal adfærd varierer meget fra hest til hest. Der er nogle, som er mere følsomme end andre. Guiden slår fast, det er en myte/misforståelse, at unormal adfærd som fx krybbebidning smitter. Hvis der er flere heste i samme hestehold, som udviser samme unormale adfærd, så er det ikke fordi det smitter, så er det fordi, de er udsatte for de samme, ikke optimale, forhold på stedet,” uddybede Birte Broberg.
Råd om opstaldning og opbygning af stalden
Hvor vi herhjemme har specifikke krav til boksstørrelse, staldrumfang, lys mv. indeholder guiden vejledning til, hvordan stalden bør indrettes, så hver boks er dimensioneret, så den passer til hestens størrelse, hvor den ubesværet skal kunne lægge sig og hvile i en naturlig stilling, samt vende sig og rejse sig uhindret og stå i naturlig stilling. Staldklima, lys og støj berøres også.
Heste på fold
Det anbefales, at alle heste dagligt gives adgang til en fold, om muligt sammen med andre heste, så deres behov for fri bevægelse og social kontakt kan opfyldes. Der kan dog være situationer, hvor veterinære hensyn eller ekstreme vejrforhold taler imod dette, står der bl.a. i afsnittet om fold i guiden.
”Det som står om folden, er en kompromistekst. Nogle sagde: på fold, nej og ikke sammen med andre heste, mens andre sagde: heste skal på fold hver dag med andre heste. Det var svært at nå en samlet anbefaling. Vi endte på at anbefale heste skal dagligt på fold og om muligt sammen med andre heste,” forklarer Birte Broberg, og hun uddyber: ”Man skal tænke på, at vi skulle have anerkendt guiden af alle platformens medlemmer, og hvis vi ikke kunne få den enstemmige aftale, ville guiden ikke være så meget værd, og derfor var vi nogle gang nødt til at indgå nogle kompromiser.”
Smitsomme sygdomme
På mange områder er EU guiden genkendelig sammenlignet med Lov om hold af heste herhjemme. Der er dog en væsentlig forskel, for i EU-guiden er der et afsnit om smitsomme sygdomme og smitteforebyggelse. Et afsnit, der er blevet særdeles aktuel efter sidste års rædsler for hesteejerne på stævnepladsen i Spanien, hvor flere heste mistede livet pga. den smitsomme EHV-1 virus. Spredning af smitsomme sygdomme er en af hovedårsagerne til nedsat velfærd, sygdom og dødelighed hos heste og er årsag til betydelige økonomiske tab for hestesektoren. Sådan indledes afsnittet i EU-guiden, som kommer med anbefalinger til karantæne, sygdomssymptomer og desinfektion.
Guiden anbefaler også der etableres et overvågningsprogram for indvoldsparasitter, samt at heste vaccineres.
Guiden beskriver også hovpleje, tandpleje og det rette foder og behov for fri adgang til rent drikkevand. Der er også et større afsnit om træning, om udstyr og doping.
Ansvarlig avl
Guiden er ikke alene målrettet sports- og fritidshesten, et stort afsnit beskriver avl og avlsmetoder. Man kan bl.a. læse:
”Ejerne har et stort ansvar, når de overvejer, om de bør avle på deres hest, og de bør overveje, hvorfor de påtænker at avle i stedet for at købe eller overtage en hest. Hvis der opdrættes for mange heste uden formålet er nøje overvejet, kan det skabe et overskud af uønskede heste, der kan bidrage til dårlig hestevelfærd. Ejerne bør overveje, om det er hensigtsmæssigt at avle med deres hoppe eller hingst, og de bør gøre deres bedste for at sikre, at de producerer kvalitetsafkom med ønskede og nyttige egenskaber.”
Brug af heste i forbindelse med turisme
I guiden bliver hestens brug i forbindelse med turisme kort beskrevet, men Birte Broberg fortæller, at gruppen fortsat arbejder med anbefalinger, og noget af det, som gruppen kommer til at tage fat på, er netop hesteturisme. Og hesteturisme kan være mange ting, det kan bl.a. også være at se på det hensigtsmæssige i at køre fritidsrytteres heste fra Nordeuropa til Sydeuropa for at deltage i springstævner blev det diskuteret i dagens løb.
Læs mere om temadagen: Video: En inspirerende dag i hestens univers – Zibrasport Equest