Mark Todd udelukket efter videoafsløring
Mark Todd, den dobbelte olympiske mester i military og nu væddeløbshestetræner, har mistet sin træningslicens midlertidigt, mens videoen, hvor han slår en hest med en gren, bliver undersøgt.
Den britiske hestevæddeløbsmyndighed (The British Horseracing Authority) udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor de gjorde det klart, at en midlertidig suspension af den 65-årige newzealænder var en realitet.
I en video, der florerer på de sociale medier, ses Todd gentagne gange slå en hest, der nægtede at hoppe i vandet under en træningssession i 2020.
Todd har accepteret suspensionen, fortæller BHA. Mark har desuden indrømmet, at det er ham, der ses på den omtalte video.
“En af de vigtigste ting, jeg prædiker, handler om at etablere en gensidig respekt mellem hest og rytter, og at tålmodighed og venlighed er den bedste måde at opnå resultater på,” sagde Todd i sin egen udtalelse.
“Jeg tror, at dette er en af hovedegenskaberne sammen med en stor empati for dyr, der har gjort mig i stand til at have en lang og succesfuld karriere inden for eventing.”
Læs hele BHAs pressemeddelelse her