Skip to main content

Tag: Sandra Enemark

Sandra Enemark rider i Wellington

Tallin Farm ejes af det danske par Charlotte og Brian Bech-Hansen, som har en passion for springheste. De flyttede til USA i 1997, og importerede deres første hopper i 2013, hvorefter de flyttede til Tallin Farm i New Jersey – en times afstand fra Manhattan. De har flere danskkårede hingste i stalden, og nu rider Sandra Enemark nogle af familiens springheste i højsæsonen for stævner i Wellington, mens hun samler en masse oplevelser og inspiration fra livet med heste i USA.

Sandra Enemark til USA

”I forhold til at komme til at ride for Brian, så var det lidt tilfældigt. Jeg kendte ikke Brian personligt før jeg tog hertil, men jeg har fulgt hans heste lidt i Danmark og kender nogen der, har redet for ham i USA og i Danmark,” fortæller Sandra.

Herhjemme har hun uddannet og redet mange ungheste, og haft flere heste i international sport. Som søster til den afdøde landsholdsrytter Camilla Enemark, har hun heste i blodet, og har redet siden en ung alder.

”Jeg trængte til lidt luftforandring, og har altid gerne villet til USA og opleve Wellington, så jeg talte med Brian, om jeg måtte komme og besøge ham, og ride lidt og bare få lidt af stemningen her,” uddyber Sandra, hun fortæller, at hun føler sig tryg ved, at det er en dansk familie, hun rider for, så hun ikke var helt på udebane.

”Jeg tænkte det kunne være den fedeste mulighed for bare at prøve at være lidt væk fra lille Danmark, og så er vejret jo ikke så dumt i Florida,” fortæller hun med smil i stemmen.

Det har indtil nu opfyldt alle forventninger og mere til.

To uger bliver til tre

”Jeg havde planlagt at være her næsten 3 uger, men besluttede så at udvide med yderligere 2 uger, for jeg har simpelthen ikke fået nok af alt her endnu – jeg er slet ikke klar til at tage hjem faktisk.”

For Sandra har opholdet været en stor oplevelse. ”Jeg havde slet ikke forventet, jeg fik lov at ride alt det, jeg gør. Jeg har også startet stævner, så det har virkelig bare været den fedeste oplevelse at være her. Jeg glæder mig til at skulle fortsætte endnu 2 uger med masser af stævner og spændende heste. Jeg syntes virkelig jeg lære meget og får en helt masse med hjem i bagagen til Danmark igen.”

Leasing af heste

Sandra har haft nogle travle dage med træning og stævner, og ikke alene har hun skullet indstille sig på nye heste, men også på at vise heste frem til kunder. Og dem er der mange af.

”Det er på et helt andet niveau end i Danmark/Europa da leasing af hestene er en ret stor ting her. Så i stedet for at købe, lejer de måske en hest for en sæson i Wellington eller 1 år og nogle gange bare 1 uge, så det er virkelig bare noget andet.

Tallin Farm står bl.a. Holsteins Bacardi D Balou TF e. Balou du Rouet/ Kermos White Talisman (opdr. Fam. Holstein) i stalden. Bare 14 dage efter, at Bacardi kom til stalden, han haft sin debut i equitation-disciplinen med en mesterskabssejr under Sydney Raidy. Foto: Tallin Farm/Sportfot.

Stævnerne er anderledes

”Noget jeg virkelig prøver at suge til mig, er den her helt ukendte verden med hunters og equitation – jeg føler mange i Europa snakker om det, og har lidt viden, men jeg syntes først virkelig man får et indtryk af det, når man er midt i det oplever alt fra deres træning, opvarmning og set up og selvfølgelig stævnerne. Men generelt er jeg meget fascineret af amerikansk ridning. Det ser altid super let og flydende ud, når de sidder i let sæde hele vejen rundt og nu, efter at prøve det af, må jeg bare indrømme, at det slet ikke er så nemt, som det ser ud.”

”Wellington er, hvad jeg vil kalde “heste paradiset” over alle. Man kan slet ikke forestille sig det før, man har været her. Her er alle niveauer lige fra amatørklasser i 100 cm og optil 5* som der var i forrige uge, og er igen i næste uge. Fedt at få lov at opleve se og ride med folk på det absolutte topniveau.”

Sandra har måttet sætter sig ind i helt nye regler, for der er et andet system på opvarmningen og i træningsklasserne, end det hun kender herhjemmefra.

”Det er fedt at lære noget nyt, og måske tage noget af det med hjem til overvejelse i Danmark. Det er sundt at forny sig lidt, så jeg suger alt til mig for at hente inspiration og forhåbentlig opnå et bredere netværk.

Alt i Wellington er hest, fortæller hun, det er en lille “landsby”, hvor folk har deres stalde som mange lejer i 3-4-6 mdr. om året for at være tæt på stævnepladsen så de ikke behøver køre med hestene, men bare går eller rider derhen. Og alt er hest – hotellerne, restauranter, boligerne.

”Jeg tvivler på folk gider bo her, hvis de ikke har noget med hest at gøre. Det er så inspirerende at være omgivet af topprofessionelle folk hele dagen. Jeg har allerede nået at møde så mange spændende hestefolk og personligheder, som man nok aldrig havde haft muligheden for ellers.”

Ikke job men ”ferie”

”Jeg er ikke på Tallin Farm for måske at få et job. Det er kun “ferie” bare lidt andet end at ligge på en solseng. Jeg er her for at ride og lære en masse i et helt andet set up end Danmark, og suge alt den inspiration til mig jeg kan. Brian og hans kone Charlotte har taget fantastisk imod mig, og jeg har fået lov til så meget, og de har bare vist mig tillid lige fra starten. Jeg rider sammen med to andre her som arbejder for Brian, og vi har opbygget et lille team. Det er bare så fedt at være en del af. Vi samarbejder med vidensdeling, sparring og generelt bare det at være et team omkring hestene, og det der skal til, for at være klar til at vise hestene for kunder og ride stævner,” slutter Sandra Enemark.

Se video fra Sandras træning