Trine Mittag Jensen om NM: Det er en drøm
Ypäjä i Finland danner i disse dage rammen om Nordisk Mesterskab.
Blandt de mange deltagere er seniorrytterne i dressur, hvor Trine Mittag Jensen stiller op for Danmark. Sammen med Joachim Thomsen / Aarø’s Gandhi, Sanne Svendsen / Hannah Montana og Anne Troensegaard / Kipling udgør hun desuden det hold, der lørdag rider holdkonkurrencen i dressur – mens søndag er dedikeret til den individuelle kür.
Trine har haft Gammelenggårds Easy, siden den var fire år og selv uddannet den til Grand Prix. Og nu står parret foran deres første Nordiske Mesterskab. For to år siden var ekvipagen nemlig reserve.
Det er dejligt, at ens resultater bliver værdsat, og selv om jeg har været i spil tidligere, så skal jeg holde niveauet. Jeg synes, vi har været stabile, og jeg er selvfølgelig glad for at være blandt de fire valgte.
Trine Mittag
“Da jeg var reserve, nåede jeg at snuse lidt til, hvad det vil sige at ride for sit land. Men det er da stort, og det er en drøm for mig. Tidligere var min drøm at ride DM, og da jeg havde opnået det, så skulle jeg stile mod noget andet. Det blev så Nordisk Mesterskab.
Det er stort at ride med flaget og kæmpe for Danmark. Og jeg synes niveauet i dansk dressur er ret højt lige nu.”
Indsamling til transport
Trine fortæller, at det tog 30 timer at komme til Finland, og Easy skulle finde sig i at blive transporteret til lands og til vands – men slap for at komme i luften.
“Han havde lidt hævede bagben, men han er frisk. Det var ret varmt på færgen, men han klarede det så fint,” lyder det.
Turen derop og retur er desværre ikke helt billig, så Trine har tænkt i alternative baner for at få ligningen til at gå op.
På Sponsor.me har hun oprettet sin egen indsamling med teksten:
Mit navn er Trine Mittag, og jeg er en dressurrytter fra Rødding (Danmark). Jeg forsøger at indsamle DKK 20000, så jeg kan fortsætte med at forfølge min lidenskab, ridning. Jeg træner hårdt og gør hvad jeg kan for at blive bedre. Jeg har deltaget 5 år i streg til DM for seniorer og vi blev nr. 8 i år.
Min drøm de sidste tre år har været at ride Nordisk Mesterskab. Dette er vi udtaget til i starten af juli. I år er det i Finland, som desværre gør rejsen ekstra dyrt! Jeg har regnet mig frem til faste udgifter til turen på ca. 35.000 kr.
Det krævede dog mange overvejelser, før hun trykkede på enter-knappen.
Lidt har også ret
“Jeg er jo vant til at klare mig selv, og folk skal ikke føle, at jeg skal have penge af dem. Men jeg endte med at oprette en indsamling på Sponsor.me, fordi det er jo frivilligt, om man vil støtte mig.
Det er svært at være med på det niveau, og derfor gjorde jeg det. Ridning er dyrt, men det kan lade sig gøre, hvis man tænker kreativt. Jeg synes, det er helt vildt med opbakningen derinde. Jeg har fået støtte fra folk, jeg kender, og andre jeg aldrig har mødt.
Lidt har også ret, og selv om jeg måske ikke når mit mål, så er det dejligt at blive anerkendt, for det man knokler for hver dag. Jeg vil ikke promovere mig selv, men jeg vil gerne vise andre, at man godt kan komme langt med sin ridning, hvis man er villig til at kæmpe. Det er ikke umuligt, selv om det da er hårdt nogle gange.”
Målet er medalje
Trine og Easy har i deres seneste Grand Prix-starter ligget stabilt på 70 %, så ambitionerne for NM er store.
“Jeg vil have en god ridetur og være tilfreds. Vi går efter en guldmedalje med holdet, og jeg håber på en rigtig god placering individuelt.
Jeg er heldigvis rimelig cool i forhold til stævner. Vi har det rigtig godt sammen på holdet, og flere af os fulgtes her til Finland. Stemningen er god, og vi kommer godt ud af det med hinanden.”