Skip to main content

Video: Masser af spændende sport på Vilhelmsborg

I denne weekend kan man oplever masser af spændende sport på Vilhelmsborg i både dressur og springning sideløbende med Dansk Varmblods Krafft Eliteskue
| admin

Danish Derby Hestesportsrideklub er vært for et landsstævne i dressur og springning denne weekend på Vilhelmsborg. Masser af spændende klasser inklusiv PAVO DRF Unghestechampionater på spring- og dressurbanen. Det uofficielle DM for beriderelever og en kvalifikation til Bundgaard Byg Cup er blot noget af det, man kan opleve.

Interessant stor tur på dressurbanen

OL-ryttere og landsholdsryttere var blandt de startende i de to klasser i “stor tur” på dressurbanen. OL-rytter Carina Cassøe Krüth havde en “ny” hest med i den store sport. Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack opdrættet af Stald Heiline debuterede hun tidligere på sommeren på Blue Hors, her var han god, men lidt usikker, fortæller hun.
Torsdag blev det til sejr til parret i AB RIdeudstyr Intermediaire 2 med 72,631% foran en anden OL-rytter Anna Kasprzak og Addict de Massa e. San Amour, de opnåede 70,263% og så kom Carinas elev Malene Aborg Quantico Nexen e. Quaterbac opdrætter Stutteri Nexen på tredjepladsen med Mikaela Fabricius-Bjerre og Dam’s Duchess e. Blue Hors Zack opdrætter Erik Dam Mortensen på fjerdepladsen.

Anna Kasprzak og Addict de Massa. Foto: Zibrasport Equest

I fredagens Dansk Hesteforsikring Grand Prix blev sejren spansk til Blue Hors-rytter Cristian Tuelda Ruiz, som de seneste fem måneder har redet Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack. Zepter har været ude af sporten med en skade, men nu er han helt tilbage igen, fortæller Cristian, der glæder sig meget over at sidde på sådan en kvalitetshest. Han fortæller endvidere, at planen er at tage det roligt med Zepter indtil han igen er i topform. Sejren kom i hus med 73,267% og det var hestens gode samlede arbejde i piaffe, passage og galoppirouetter som udløste 8-taller til parret.

OL-rytter Anna Kasprzak har et spændende projekt i Addict de Massa, som går med vældig energi og står løft i piaffe og passage. Anna har dog haft lidt udfordringer med at bringe hestens kvaliteter fra opvarmningen ind på banen, hvor han ændrer sig. “Han skal have nogle flere starter,” fastslår Anna, som definitivt er tilbage i sadlen igen efter barsel. Hun opnåede 72,833%

Han skal betale for gården

Carina Cassøe Krüth kom også til start i Grand Prix-klassen med Heiline’s Zackton, og de viste et fejlfrit program, der af dommerne blev honoreret med 70,867%
“Han var fin i dag, jeg valgte at ride ham uden for meget pres, så han ikke syntes, det var alt for svært,” indleder Carina Cassøe Krüth og hun fortsætter: “Han er let ridelig, følsom og en rigtig kammerat på banen, og der er masser af sprit på ham.”
På spørgsmålet om, hvad hendes planer er for hans fremtid kommer svaret tørt: “Han skal være med til at sponsorere den nye gård (Carina og Casper er ved at ombygge en smuk gård ved Mariager til konkurrencestald til Carina)
“Nu nyder jeg at ride videre på ham, for den kan godt gå lidt med næste år, hvis han ikke er solgt inden da,” slutter Carina Cassøe Krüth.

Start- og resultatlister i dressur
Start- og resultatlister i springning

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Zackton. Foto: Zibrasport Equest