87% til Dufour og Vamos Amigos i World Cup
World Cup-stævnet i Neumünster blev en tysk/dansk magtdemonstration, og med VM på hjemmebane i Herning til august i mente, var den danske indsats i det nordtyske opløftende på en regnkold vinderdag.
Flot ridning, veluddannede heste, de tyske og danske ryttere gjorde god reklame for dressursporten på dette niveau.
Jublen skyllede ned over de danske ryttere efter deres flotte ridt. Det var Charlotte Heering og Brufranco som åbnede med et ridt til 77,5%, som gav dem en 10. plads.
Travøgningerne var dyre i dag
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera var det næste danske par. Inden da havde Isabell Werth haft sit hyr med DSP Quantaz, som så spøgelser i hvert et hjørne, men Werth fik ”lusket” ham gennem de farlige passager og så udnyttede hun energien andre steder på banen. Der blev dog for meget uro, for lidt harmoni i dag mellem de to og de opnåede 82,64%
Carina og Danse gjorde det, de gør så fremragende; de dansede sammen i harmoni, lige indtil den første travøgning, her sprang Danse i galop. Carina fik hurtigt tingene under kontrol, men de raslede fra en mulig 3. plads ned på en 7. plads i tendensen. Det fik deres fremragende galopprogram dog rettet op på, og den sidste midterlinje med piaffecirkel og passage med en hånd, fik publikum til at klappe taktfast. 83,670% og det var dansk i front.
Også Nanna Skodborg Merrald havde udfordringer med travøgningen på Atterupgaards Orthilia, men det var også det eneste de to ikke var enige om – de leverede deres personlige bedste resultat med 84,48% og det gav den en tredjeplads foran landsholdskollega Carin Cassøe Krüth.
Vamos Amigos – fremad og opad
Det var ikke muligt for nogle af rytterne at komme forbi tyske Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB, der, ikke helt fejlfrit, dansede sig til 18 10-taller og 90,615% “Det var svært at ride i arenaen i dag, selvom der ikke var fuld hus, men meget uro. Og i den sidste galopøgning bukkede hun, desværre havde jeg en en stor fejl i etterne,” erkendte Jessica von Bredow-Werndl. Følte du dig presset af danskerne, lød det fra intervieweren? “Jeg prøver at være min egen hårdeste konkurrenter, uden min fejl kunne det have været min bedste kür til nu. Jeg fokuserer på min egen ridning, det er det, jeg kan gøre noget ved,” sagde hun.
Set med danske briller var Cathrine Dufours ridt på Vamos Amigos det stof drømme er gjort af. Feltets yngste hest viste så stor gålyst og lethed ved opgaven, det var en absolut fornøjelse. Da Cathrine lavede en cirkelpiaffe og umiddelbart gled derefter gled hun ud i en øgning, sad man nærmest måbende tilbage. Også den tyske speaker var fuld af lovord over den danske ekvipage der scorede 86,725% til andenpladsen.
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var på plads i Neumünster som træner for Cathrine Dufour.
Se resultaterne HER