Skip to main content

Alle danske dressurheste gennem vettjek

Midt i nat dansk tid gik alle fire danske dressurheste gennem nåleøjet ved vettjek, og de er nu klar til første konkurrence
| admin

Let the Games begin! Alle danske dressurheste passerede den første, vigtige hurdle ved OL i Tokyo, vettjek. “De danske ryttere så fantastiske ud i deres røde kjoler, og jeg er stadigvæk helt positive på, at vi rider efter en medalje. Pigerne skal bare gøre deres bedste. De skal gå ind og syntes det er sjovt, og nyde de er til OL,” fortæller landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein efter dagens vettjek, hvor hun understregede, at de danske heste så fantastiske ud. Nu er de klar til konkurrencerne ved OL i dressur.

Alle danske heste er gennem vettjek ved OL. Foto: Gitte Søby

Cathrine Dufour/Bohemian, Charlotte Heering/Bufranco, Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack er klar til Grand Prix-klasserne i weekenden. Det er Charlotte Heering, som er reserve til holdet, hvor kun tre ryttere kommer til start. Klassen er opdelt over to dage og tæller som individuel kvalifikation til kürfinalen og som kvalifikation til de otte bedste hold til holdfinalen i Specialen.

Hvad ser dyrlægen efter?

Hvad er det så dyrlægerne ser efter, når de gennemgår hestene forud for konkurrencerne? Det fortæller landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen noget om: “Det er dyrlæger og dommere, der står i komiteen, og det de bl.a. kigger efter er selvfølgelig dels om der skulle være tegn på sår, blod, og dels ser de hestene trave frem og tilbage (på en lige linje), hvor de tjekker om hestene er halte. Og er hestene i orden bliver der sagt: Fit to compete. Og for de heste, som kvalificerer sig til den individuelle finale i kür er der et andet vettjek om morgenen, den dag der er kür om aftenen.

Starttider for Grand Prix

Det er Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack, som først skal i konkurrence ved OL. De har starttid kl. 17.09 i gruppe A. Cathrine Dufour og Bohemian har starttid 19.57 i gruppe B. Søndag har Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera starttid kl. 18.12. De to bedste ryttere i hver gruppe, samt de 6 ryttere med den næstbedste score vil kvalificere sig til den individuelle finale (Grand Prix kür).

Se startlisterne HER og man kan læse mere på den officielle hjemmeside HER

Cathrine Dufour, Emilie og Bohemian klar til vettjek. Foto: Gitte Søby