Skip to main content

Andreas Schou: En drøm der gå i opfyldelse

Darc de Lux har udviklet sig fantastisk, så Absolute Horses-rytteren får Danmarks eneste plads i ridebanespringning i Tokyo.
| admin

Det bliver den 34-årige Andreas Schou fra Absolute Horses, der skal repræsentere Danmark i ridebanespringning ved OL i Tokyo til august. Han skal ride på den kun 10-årige Darc de Lux. Der var kun en plads til Danmark i springning. 

“Jeg er ovenud lykkelig og stolt over, at det er lykkedes,” lyder det fra rytteren, der sammen med sin bror Christian driver hestecentret Absolute Horses på Tågerup nær Sommersted. Han bor i Kolding med sin hustru Jannike, der selv er springrytter, og parrets to børn.

“Der åbnede sig nye muligheder, da OL blev udsat i fjor på grund af Corona-pandemien,” siger Andreas Schou. Darc de Lux var med sine kun ni år ikke klar i fjor, men siden har vi rejst Europa rundt nonstop for at gøre ham klar. Hesten har udviklet sig helt fantastisk og vist, at den lige nu er Danmarks bedste bud på en OL-hest.

Erfaren rytter

Andreas Schou er en erfaren rytter – også i international sammenhæng. Han har deltaget i seks europamesterskaber og et verdensmesterskab som senior-rytter.

Ridebanespringningen foregår til OL på forhindringer, der er op til 1,65 meter høje. 

“De højder møder man kun til mesterskaber, men jeg er sikker på, at Darc de Lux kan klare det,” siger Andreas Schou. “Vi har netop redet 1,60 meter høje forhindringer i Saint Tropez. Det er en fantastisk forsigtig hest. Så jeg tror på det – jeg tror absolut, vi har en chance. Det er den bedste hest, jeg nogensinde har haft.”

https://www.facebook.com/absolutehorses1/videos/334558428250603/

En drøm der går i opfyldelse

Når Andreas Schou tager til OL, er det opfyldelsen af en drøm, han har arbejdet målrettet på det seneste år. Men drømmen ligger meget længere tilbage.

“Det er rejsen gennem hele mit liv,” siger han. “Det startede med, at mine forældre satte noget i gang, og så er der rigtig mange mennesker, der har haft betydning for mig og hjulpet mig undervejs. Det er jo ikke noget, der kommer af sig selv.”

Hestene, der skal med til OL, skal 10 dage i karantæne i Hagen i Tyskland, inden de flyves til Tokyo. Her skal Darc de Lux ned den 16. juli. Springningen afvikles fra den 3. til den 7. august.

Andreas Schou har sin hustru, Jannike, sin bror Christian og selvfølgelig sin groom – hestepasser – Hanna Karlsson – med til Tokyo.

Ikke med til DM

Udtagelsen til OL betyder, at Andreas Schou ikke kan deltage i DM i år. Det holdes ellers for 11. år i træk på hans hjemmebane på Tågerup. Det er nemlig fra den 5. til den 8. august – mens han dyster i Tokyo.

“Jeg må indrømme, at jeg i den sidste tid har håbet voldsomt på, at jeg ikke skulle til DM, fordi jeg håbede på OL i stedet,” siger han.

DM i springning hos Absolute Horses kan følges på Zibrasport Equest.

Andreas Schou med Quadrosson Ask, som var med til at vinde Nations Cup i Uggerhalne 2021. Foto: Zibrasport Equest

Pressemeddelelse