Atterupgaards Barcelo er solgt
Maik Kanitzky fra Gestüt Heidehof ved Leipzig står bag avlssucceserne Sir Donnerhall I og hans helbror, Sir Donnerhall II (Sandro Hit/Donnerhall). Begge har et imponerende CV, hvor Sir Donnerhall I tilbydes gennem Helgstrand-Schockemöhles eksklusive hingstekollektion, og Sir Donnerhall II har været trænet hos Helgstrand Dressage og er nu succesfuld i international Grand Prix under Morgan Barbançon.
Maik Kanitzky har imidlertid valgt at sadle om og satser nu i stedet på dressursporten, hvor han netop har sikret sig vinderen af Dansk Varmblods 35-dages test 2019, Atterupgaards Barcelo efter Bon Coeur/Caprimond E.H.
På Gestüt Heidehof er Maik Kanitzky netop ved at bygge et team op, der skal stå for uddannelsen af hans heste anført af berider David Kunath, der gennem de sidste 11 år har været selvstændig og uddannet adskillige heste op til S-dressur. Samtidig har han valgt at alliere sig med nogle af de bedste unghesteryttere, eksempelvis Tessa Frank, der får ansvaret for at videreuddanne Barcelo.
Nyd Atterupgaards Barcelo i hingstefremvisningen
Begejstret rytter
“Jeg prøvede flere heste hos Andreas, men i det øjeblik jeg red min første runde på Barcelo, var jeg overbevist om, at han var den rette. Han har en super indstilling, en exceptionel ridelighed og derudover tre sublime gangarter, der lover godt for en fremtidig karriere i topsporten”, fortæller Tessa Frank, der har kvalificeret adskillige heste til det prestigefyldte Unghesteverdensmesterskab og det tyske Bundeschampionat.
“Med Maiks høje ambitioner er det nødvendigt at investere i de bedste heste, og de findes uden tvivl hos Helgstrand. Jeg er virkelig imponeret over stedet og det faktum, at det har været muligt at fremvise så mange heste, der matchede vores behov. Samtidig er jeg dybt taknemlig for den hjælp, jeg har fået i form af undervisning ved Andreas. Sikke en unik mulighed”, tilføjer Tessa, der samtidig sender en stor tak til Maik for at få denne unikke mulighed.
Atterupgaards Barcelo har forladt Helgstrand og står nu hos Tessa ved Hamburg, hvor den fremtidige uddannelse af denne exceptionelle unghest vil finde sted.
Atterupgaards Barcelo er en blandt mange succesfulde afkom fra Stutteri Atterupgaard. Barcelos moder, Atterupgaards Dicte, er helsøster til OL-hesten, Atterupgaards Cassidy, der med Cathrine Dufour har vundet talrige medaljer til Danmark.
Dicte er desuden moder til yderligere to kårede hingste; Fassbinder og Atterupgaards Botticello. Fassbinder, der er fader til bl.a. de to succesfulde ET-helsøstre, Fiontina og den tredobbelte Verdensmester, Fiontini, der er en del af den danske bruttogruppe under Andreas Helgstrand. Botticelli, som også har haft plads i stalden hos Helgstrand som avlshingst, men som nu er godt på vej mod Grand Prix under den danskfødte amerikanske rytter, Charlotte Jorst.
Kilde: Helgstrand