Avanti er dronningens nye kladruber
Hvem ville ikke blive glad for en hest i gave – selv dronning Margrethe så lykkelig ud, da hun torsdag modtog en ny skimlet hest.
H.M. Dronningen modtager i dag Den Kongelige Stalds Venner i deputation i Ridehuset ved Christiansborg Ridebane. Modtagelsen sker i forbindelse med Dronningens 50-års Regeringsjubilæum, og i anledning af jubilæet overdrager Den Kongelige Stalds Venner en ny kladruber i gave til Dronningen ved en ceremoni, skrev kongehuset i den forbindelse.
Læs også: Raceportræt: Kladruberen
Kort efter overdragelsen af den flotte hest var det tid til, at dronningen skulle navngive sin nye hest.
“Hesten blev navngivet ”Avanti”, som erstattede stambogsnavnet ”Rudolfo Raggiera V-54”, og den tjekkiske kladruber vil således fremover have sin daglige gang i De Kongelige Stalde ved Christiansborg Ridebane, der i forvejen rummer Kongehusets hvide – eller skimlede – kladrubere.
Hestene er avlet på det tjekkiske nationalstutteri Kladruby nad Labem, der er blandt verdens ældste af sin slags. Den særlige race avles i to farver – skimlet og sort. De skimlede fødes brune eller sorte og skifter farve med alderen. Avanti var således brun ved fødsel, men har sidenhen – og hurtigere end de andre føl i flokken – skiftet farve til skimlet.
Avanti skal nu i træning
Racen er desuden kendetegnet ved sin let afrundede næseryg, og dens fysiske formåen gør den velegnet til karetkørsel ved officielle begivenheder, som Avanti nu skal trænes op til.
Ved en ceremoni i Ridehuset på Christiansborg Slot deltog adskillige af foreningen Den Kongelige Stalds Venners 115 medlemmer og Hendes Majestæt fik ved samme anledning lejlighed til at samtale med Tjekkiets ambassadør, Hans Excellence Radek Pech, samt avlsansvarlig Zuzana Šancová og administrerende direktør for stutteriet Jiří Machek.Dronningen blev ved ankomsten modtaget af blandt andre formand for Den Kongelige Stalds Venner, hofmarskal Kim Kristensen samt næstformanden, staldmester Niels Randløv.”
Læs også: Se den skønne video: Kongehusets kladruberheste kom på sommergræs