En kold morgen i februar blev hoppen Bellis læsset på traileren af sin ejer Jenny og datteren Mille. Hun skulle ikke ud på en hvilken som helst køretur. Hvad Bellis ikke anede, var at destinationen hed Fårhus i Sønderjylland og Bolette Frandsen. En kvinde som Bellis kender i forvejen. Det er nemlig Bolette, der i sin tid avlede den nu 15-årige hest.
Men hvordan endte det således, at Bellis kunne komme ”hjem” og nyde sin pension?
“Bellis var on/off halt. Hun havde en knoglecyste og kunne ikke tåle at være dressurhest. Mille var ikke længere så begejstret for ridningen efter, hun selv havde stiftet familie.
Derfor valgte vi at forsøge at komme af med Bellis, men vi ville være sikre på, at hun kom et godt sted hen.
Da vi satte hende til salg, var der faktisk kun to interesserede, der kunne tilbyde Bellis det, vi søgte. Vi skulle kunne fornemme, at den kommende køber kun ville bruge hende til skovtur eller avl,” fortæller Jenny.
Heste er ikke kastebolde
Og en af de potentielle købere var altså Bolette.
“Som hobbyavler har jeg altid ønsket at følge med i de afkom mine to hopper fik. Jeg lavede tre brogede pinto-hoppeføl på min DV-hoppe og tre oldenborg-hoppeføl på min oldenborg-hoppe. Jeg beholdt selv et føl fra hver hoppe og har ikke avlet videre på dem, men har redet på dem begge alle årene. Jeg har, ved hver hest jeg har solgt, altid sagt til folk, at jeg gerne ville følge dem, samt kontaktes ved videresalg.”
For mig er heste ikke anderledes end hunde – jeg synes ikke dyr fortjener at være kastebolde mellem os mennesker.
Bolette, avler
“Jeg har købt to af mine oldenborg-hopper tilbage. Den ene solgte jeg til en god veninde som nytilredet, og jeg kunne nogle år senere mærke, at det ikke var det rigtige match. Brunelle er fra 2007, og hun bor ved mig igen i dag og bliver her. Hun er skøn at ride på, vi nyder Frøslev Plantage i alle gangarter.
Sidste nye hest i stalden er altså Bellis fra 2006, som er halvsøster til Brunelle. Bellis solgte jeg som næsten treårs til en sød ung pige, også med ordene: Husk jeg vil kontaktes ved videresalg, og jeg vil gerne følge jer/hende. Lotte lyttede efter, og da hun senere gerne ville have en anden hest, snakkede vi sammen. Jeg havde da ikke mulighed eller plads til at tage Bellis tilbage, og Lotte solgte derfor Bellis til hendes veninde Mille og Milles mor, Jenny. Jeg fik besked derom og har fulgt Bellis ved Mille og Jenny også.
Her i januar blev jeg så kontaktet af Mille; at Bellis netop var sat til salg, og om jeg havde interesse? Bellis har en knoglecyste i det ene knæ, så prisen var symbolsk. Jeg kunne ikke sige nej, jeg havde plads i stalden og en sød mand,” fortæller Bolette.
Ankomsten
For nogle dage siden ankom Bellis så til sit nye hjem, der også skal være hendes sidste.
Hele processen mellem avler og sælger har gået gnidningsfrit, og Jenny sidder tilbage med lettelse i kroppen.
“Der er ingen bekymringer, fordi avleren jo kender hesten, så der var ingen tvivl. Afleveringen af Bellis gik så godt. Hesten faldt bare til med det samme. Vi fik alle ro, selv om det aldrig er sjovt at skulle tage afsked.
Jeg vil anbefale det her til alle andre. Det giver en god fornemmelse at kunne give Bellis en god pension, uddyber Jenny.
Hjemme hos Bolette er der også begejstring for staldens nyeste medlem.
“Jeg regner med og håber på, at hun sagtens kan gå skovture i mange år med mig. Jeg har avlet dem og husker dem alle. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der har mulighed for at tage sine afkom tilbage, men jeg kunne ikke sige nej. Når man nu bor på en ejendom og har pladsen, så var det naturligt for mig at tage Bellis igen.”
