Skip to main content

Bøgegården Gladiola bliver på danske hænder

Den kun 9-årige avlshingst Bøgegården Gladiola er en af Europas mest eftertragtede unge hingste. Opdrætter og ejer Jørgen Schmidt har indgået samarbejde med Søren Rasmussen, Frandsbjerg Horses, og dermed forbliver den talentfulde hingst på danske hænder – og fortsat med Lars Nørgaard Pedersen som rytter
| admin

Stina og Jørgen Schmidt, Bøgegården har været belejret af udenlandske opkøbere efter deres 9-årige hingst, Bøgegården Gladiola e. Bøgegården’s Graf’s Stakkato har vundet det danske mesterskab to år i træk under Lars Nørgaard Pedersen, gået to 0-runder i Nations Cup i Pragh, og senest blev hingsten nr. 3 i en international Grand Prix.

Søren Rasmussen fra Fransbjerg Horses har et samarbejde med familien Schmidt på Bøgegården, da de har klargjort Fransbjergs unghingste til kåring, og nu har til opgave at forberede deres præmiehingst Avatar Lox DWB e. Action Man Ask Z og Utoki F. Damgaard DWB e. Uriko til 35-dages test i Dansk Varmblod.

”Jørgen ringede til mig, og han fortalte, han var belejret af udenlandske opkøbere, der ville have fat i Gladiola,” fortæller Søren Rasmussen, og han fortsætter:
”Jeg har selv gået med tanken over sommeren, for jeg overvejede om ikke sådan en hest skulle forblive på danske hænder.”

Tanken om at indgå i et partnerskab med Stina og Jørgen Schmidt omkring Bøgegården Gladiola var derfor nærværende hos Søren Rasmussen.

”Jeg kunne forstå på Jørgen, at han gerne ville beholde en andel i hingsten, hvis han kunne få en god samarbejdspartner,” uddyber Søren Rasmussen. Omvendt var Søren interesseret i en samarbejdspartner til at håndtere klargøring til forbesigtigelse og kåring af de unghingste, han selv har indkøbt som føl. Og til at håndtere hele bedækningsforretningen af de kårede hingste, da han ikke selv vil drive hingstestation fra Fransbjerg Horses ved Mariager.

Gladiola sikret på Bøgegården

For familien Schmidt på Bøgegården er det en stor lettelse:

”Vi har fået halvdelen af Avatar Lox DWB med i handlen, og vi har sikret, at vi kan beholde Gladiola i Danmark for avlen og sporten,” udtaler Jørgen Schmidt. Hingsten har allerede vist, at han laver fremragende afkom, samtidig med, at han gør det exceptionelt godt i sporten.

”Vi har samme forventninger til Avatar Lox DWB, og glæder os til at følge hans udvikling i avlen og sporten,” tilføjer Jørgen Schmidt.

Præmiehingsten Avatar Lox DWB med ejer Søren Rasmussen tv samt opdrætter Joan Arler og Peter Børsen, der står sammen med Jørgen Schmidt, Bøgegården (tæt på hingsten). Foto: privat

Avatar Lox – fra føl til præmiehingst

Søren Rasmussen købte Avatar Lox DWB e. Action Man Ask Z/ Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Lox v/ Joan Arler og Peter Børsen) på Dansk Varmblods følauktion for 3 år siden. Da hingsten skulle til forbesigtigelse, blev han kørt ned til Bøgegården, sammen med to andre unghingste. Avatar Lox DWB blev udnævnt til præmiehingst og Utoki F. Damgaard DWB godkendt.

”For et par år siden havde Joan Arler et hoppeføl på auktion efter samme hoppe, som er mor til Avatar Lox,” fortæller Søren Rasmussen. Han valgte ikke at købe hoppeføllet, men sidste år kontaktede Joan Arler Søren for at få hjælp eller et godt råd. Hun fik begge dele.

”Joan ville gerne have endnu et føl på Caleesi Lox, men hun ville gerne avle på en kontrakt, det ville gøre hende sikker på at få føllet afsat. Hun bad også om et godt råd til hingstevalget,” fortæller Søren, og han fortsætter:

”Jeg kunne kun sige at Avatar ikke så helt skæv ud, og ville hun bruge samme hingst (Action Man Ask Z), så ville jeg købe føllet. Hoppen fik et hingsteføl, en helbror til Avatar Lox. Den er nu 5 måneder, om en måneds tid flytter den ind på Frandsbjerg, mens hans helbror nu står i stalden hos Bøgegården.”

Dermed er grunden lagt til et udvidet samarbejde mellem Bøgegården og Frandsbjerg Horses.

Lars Pedersen bliver i sadlen

”Det er dejligt, når man har sådan en hest, at få lidt arbejdsro, og vide, den er til rådighed mindst til efter VM,” indleder Lars Nørgaard Pedersen. Han har redet Gladiola siden hingsten var 7 år. Lars fortæller:

Jørgen har været tålmodig og glad for sin hest, og han har en fantastisk interesse i sporten, og ikke kun set de økonomiske fordele hingsten kunne give ham.

Lars Nørgaard Pedersen

“Jørgen er stolt af Gladiola. Som avler og hingsteholder kan man nå dertil, hvor buddene bliver så store, at risikoen ved at beholde hesten bliver for stor. Derfor er det dejligt at få en partner ind, så man bedre kan leve med risikoen,” siger Lars Pedersen.

Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegården Gladiola ved DM i 2021. Foto: Zibrasport Equest

VM i Herning til august næste år er det helt store mål

”Det er dejligt, der er ro til at lave en plan sammen med Bo (landstræner Bo K. Møller) frem mod VM. Nu gælder det om at komme i form, og vise de resultater der skal til, for at blive en del af det danske hold. Og så skal vi lave det bedst mulige resultat på dansk grund,” slutter Lars Pedersen.

Avl og sport i samarbejde

”Vil gerne være med til at promovere samarbejdet mellem avlen og sporten. Der bliver avlet spændende heste herhjemme, og får de den rigtige uddannelse og tålmodighed – kan man stå med en af Europas bedste unge heste, som Jørgen gør det,” bemærker Søren Rasmussen.

Han ser et problem i, at mange potentielle landsholdsryttere sælger deres heste til udlandet, når hestene er 7-9 år.

”Det er vores udfordring herhjemme, at de ikke har den stabilitet og den sidste tålmodighed til ikke at blive fristet lige inden de når målet,” har Søren Rasmussen observeret. Han har to døtre Kamilla og Katrine Ladefoged Rasmussen, som brænder for sporten. Familien har rejst Europa tyndt efter heste til døtrene, for der er mangel på heste, og ”run” på de gode heste, der i øvrigt er svære at finde, erkender Søren.

”Vi skal være bedre til at samarbejde, bedre til at lave ”avl til topsport”. Vi har dygtige, engagerede avlere, og får hestene den rigtig uddannelse kan de udnytte deres potentiale,”er Søren Rasmussens holdning.

Vi har behov for åbent fællesskab og en åben bog i samarbejdet mellem avl og sport

Søren Rasmussen

Avler Joan Arler ringede til Søren Rasmussen for at få et godt råd til ifoling af sin hoppe, der er mor til præmiehingsten Avatar Lox DWB. Hun fik det råd at lave samme kombination igen. Foto: privat

46 heste under 4 år

Selv har familien bag Frandsbjerg Horses taget konsekvensen af udfordringen ved at finde gode heste. De seneste fire år har de indkøb/avlet +10 føl hvert år. De fleste er købt på auktioner, enkelte har de selv avlet og nogle er fundet i et samarbejde med dygtige avlere.

”Vi har 46 heste under 4 år, og det er vi rigtig glade for. Vi har kørt fire 2-års hingste til Bøgegården med forbesigtigelse for øje”, fortæller Søren, der har fået to godkendte hingste fra sin første følårgang.
Den ældste årgang er i ridning, og ser lovende ud.

”Vi har indkøbt føllene, fordi vi ville prøve at give dem den bedste opvækst, og se, hvordan de udvikler sig i ridning. Og vi er ikke skuffede over de første indkøb, der er i ridning nu, vi får mange gode rideheste ud af den årgang. Ved at købe føl på auktion har branchen udpeget føl med potentiale, det er en åben og ærlig måde, at handle føl på,” understreger Søren Rasmussen.

Samarbejdet glæder landstræneren

Samarbejdet mellem Søren Rasmussen og Jørgen Schmidt hilses meget velkomment af landstræner Bo K. Møller. ”Jeg syntes det er glædeligt, der er nogen, som for sportens skyld fastholder heste på danske hænder. Det giver os arbejdsro frem mod mesterskaberne. Det gør en stor forskel for muligheden for at lave et godt resultat, jo flere heste vi har at arbejde med. Gladiola er en af de interessante at arbejde med, i kraft af de resultater, den allerede har opnået. Det er glædeligt, at vi nu et år, med den hest, har arbejdsro. Det det næste skridt er, at avlerne forhåbentlig kan se, hvis de avler gode heste, kan de være med der, hvor det er rigtig sjovt, i sådan et samarbejde, som det Søren Rasmussen og Jørgen Schmidt nu har vist.”