Skip to main content

Carina: Jeg kunne nå at nyde turen

Carina Cassøe Krüth vandt sin gruppe i Grand Prix, og hun er tilfreds med sit ridt. Samtidig vurderer hun, at der er et par procenter mere at hente i holdkonkurrencen, der rides i Grand Prix Special
| admin

Carina Cassøe Krüth har redet sig i den individuelle finale med den danske varmblodshoppe Heiline’s Danciera e. Fürstenball opdrættet af Stald Heiline. Med 76,677% vandt hun sikkert sin gruppe, og hun er nu klar til den individuelle finale i kür på onsdag. Desuden har hendes resultat vist, at Danmark i høj grad er inde i kampen om holdmedaljer ved OL i dressur.

Til dagligt bor Carina i nærheden af Hobro, hun er udlært berider, og driver sin egen salgs- og konkurrencestald. Hun trænes af berider Andreas Helgstrand.

Danse er blevet bedre fra dag til dag

”Jeg har haft hjælp af Andreas i fire dage, og det er en kæmpestor hjælp, han er her. Danse er bare blevet bedre fra dag til dag. Og det er altid spændende, når man har været længe undervejs, om man kan få det hele til at peake. Det syntes jeg faktisk lykkedes i dag, jeg havde en super opvarmning, og havde hende lige der, hvor hun skulle være. Så hun var super inde på banen, og jeg kunne få lov til at ride hele vejen. Hun gav efter og prøvede at gøre alt, hvad hun kan, og hvad man beder hende om. Så jeg var faktisk godt tilfreds hele vejen rundt. På nær parade og tilbagetrædning, den var ikke for god. Jeg syntes piafferne var bedre, og de kan blive bedre endnu, det er et projekt at gøre piaffen bedre, og gøre den stærkere.

Kiss & Cry da Carina var på banen. Fra venstre berider Andreas Helgstrand, groom Signe Baun, hesteejer Ingrid Thøgersen, holdleder Anne-Mette Binder, landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holddyrlæge Frederik Nielsen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Dejligt at komme i gang

Danse har det godt i Tokyo, fortæller Carina, som hun har det derhjemme. ”Der er ikke den store forskel at mærke på hende. Hun er klar til en tur mere, og jeg tror det er godt for hende, vi er kommet i gang, og det ikke bare er en hyggeferie for hende.”

Tror på medaljechancer

I forhold til medaljechancer, syntes Carina det ser positivt ud efter resultatet af Grand Prix-klassen. ”Vi skal selvfølgelig holde de der amerikanere bag os. Jeg kan godt hive et par procenter mere, og det kan Nanna helt sikkert også, og det kan Cathrine også. Det er jo sjovt at vide, vi kan det. Nu skal vi bare koncentrere os om at ride. Og når vi har gjort det, og gjort det vi kan, så må vi se, hvor vi ligger i forhold til de andre.” slutter Carina Cassøe Krüth.

Startlister, resultater, samt delresultater (rytternes karakterer fra de enkelte dommere) kan ses HER

https://www.instagram.com/p/CRoS6DaBzdh/?utm_source=ig_web_copy_link