De danske pararyttere er i år ikke med i holdkonkurrencen, men er til start i de individuelle konkurrencer. Idag har rytterne været til start i den første afdeling af netop den individuelle konkurrence i grad IV og V, med flotte resultater til følge. Der er nemlig blevet høstet to gange sølv og en bronzemedalje.
Et stort tillykke skal også lyde til Line Thorning Jørgensen/Hoejgaardens Zackzimo med sølv i grad V, samt til Bianca Andersen/Runehoejs Skyline med bronze i grad V.
Imorgen er der individuel freestyle mesterskaber for pararytterne.
Pararytternes sæson begyndte ved det internationale stævne på Blue Hors i marts, og denne weekend er rytterne uden for landegrænsen til stævne i Waregem i Belgien. Landstræner Astrid Gemal og holdleder Annette Bruun Jensen er afsted med 6 ryttere, og for kendere af parasporten vil der blandt dem være velkendte navne, på nye heste, kendte ryttere i andre grader og helt nye ryttere i landsholdssammenhæng. Den, noget blandede flok, er kommet flot fra start og Danmark ligger på tredjepladsen i holdkonkurrencen efter første konkurrencedag. Holdkonkurrencen afgøres i morgen lørdag.
“Det har været en vildt god dag, og vi er rigtig godt tilfredse. Vi er afsted med mange nye heste, og nye ryttere, så det er super spændende,” indleder Astrid Gemal. Hun fortæller i det følgende om de 6 ryttere i Belgien:
“Grad 1, Line Munk Madsen er til start på en forholdsvis ny hest, Loboss Donya, som hun har købt af Hyrm-søstrene. Den er veluddannet og passer hende godt i sind og størrelse. Line blev nr. 5 i dag med 69,821 % Hun gjorde det godt på Blue Hors, og hun fortsætter den gode kurs hun lagde der. Hun har redet sig godt ind i varen i starten af sæsonen.”
“Katrine Kristensen sejrede i sin grad, Grad II, hun har pensioneret sin Tokyo-hest, men hun hviler ikke på laurbærrene. Gørklintgårds Quarter er en rigtig fin hest, som på Blue Hors nærmest red lige op med verdensetteren Peppo Puk. Det er virkelig spændende, og hun går benhårdt efter en plads i VM-truppen, og hun ligger godt fra land.”
“I grad III har vi en ny rytter med, Karla Dyhm Junge og miss Daisy, de sluttede på 3. pladsen. Karla har indenfor det sidste år taget en rutsjetur fra Grad V til Grad III, men nu har hun ramt en grad, der passer hende godt. Det er vi glade for. Hun skal naturligvis lige selv sluge sådan en tur (fra Grad 5 til 3), men jeg tror hun nu er tættere ved sine drømmes mål. Glædeligt hun red ind på bronzepladsen lige efter et par PL-medaljevindere. Der venter en spændende fremtid for hende, hun er kun 18 år, og blev først grad III på Blue Hors.” e
” I Grad IV har vi en gammel kending, Renee Igelski og Boyond Dreams. Og også hun er rykket fra Grad V til Grad IV, og det var først på Blue Hors, hun blev klasset ned. Dermed et programmet nyt for hende, men hun red fejlfrit og sikkert. Og hun er lidt mere komfortabel i denne grad.”
“Line Faxe og Ørsberggaards Zidane er en helt ny rytter i landsholdssammenhæng, og først ved stævnet i Belgien er hun blevet internationalt klassificeret. Det hele er nyt for hende, også at ride internationalt, men hun lagde ud med en fin tur, og kommer fornuftigt rundt. Hun har meget at lære endnu, men det er kun naturligt.”
“I Grad V har vi også en ny rytter med, som ikke tidligere har været pararytter. Det er Bianca Andersen med Runehøjs Skyline. Også hun er ny klassificeret, og hun skal lige vænne sig til, at der er andre ting som vægtes i paradressur end i rask ridning,” slutter Astrid Gemal sin gennemgang og hun understreger endnu engang, hvor tilfreds hun er med alle 6 ryttere.
Landstræner Astrid Gemal ser frem til, at “hendes” ryttere skal i konkurrence de kommende dage, og allerede næste weekend skal 5 nye og gamle kendinge afsted til stævne.