Charlotte Cook – en (dansk) verdensmester
Når man besøger stutteriet, fornemmer man tydeligt den store passion for heste og for sporten. Lige fra startboksene, den fint anlagte ovalbane og det store ridehus til de mange folde med alt fra føl og avlshopper til toptunet sportsheste. Charlotte Cook har en fortid både som jockey og dressurrytter, inden hendes kærlighed faldt på den islandske hest, som hun i dag rider på allerhøjeste plan. Således vandt Charlotte guld ved VM i pas i 2017, mens det i 2019 blev til sølv. Begge medaljer blev vundet på hoppen Sæla frá Þóreyjarnúpi.
Selv om Charlotte har boet i Danmark det meste af sit liv, er hun engelsk statsborger og rider derfor for Storbritannien:
Min far er brite, den gang jeg blev født, skulle man have samme nationalitet som sin far, så selv om jeg er født i Danmark af en dansk mor og har boet her stort set hele mit liv, så er jeg britisk statsborger. Jeg har søgt dansk statsborgerskab, men jeg har ikke fået det. Først fik jeg begrundelsen, at jeg ikke havde nok kendskab til dansk kultur og historie, og så tog jeg indfødsrets-prøven men fik afslag igen og fik at vide at min sag var lukket. Det er jo meget frustrerende, især når man har boet i landet altid, har gået i dansk skole, gymnasium og har læst til dyrlæge på et dansk universitet.
Charlotte Cook
Tingene kan blive yderligere kompliceret, hvis Charlottes ældste søn Malte på et tidspunkt bliver en del af det danske landshold. Det vil naturligvis give nogle udfordringer, hvis Charlotte rider på det britiske landshold, og Malte rider på det danske landshold.
Det må vi se på til den tid. Det gode for mig lige nu er, at det britiske hold er et fantastisk hold, og vi har det super godt sammen. Når jeg kommer ud til stævner her i Danmark, så er jeg jo ikke konkurrent på samme måde, og jeg kan passe mig selv, hvis man kan sige det sådan.
Charlotte Cook
Set med danske øjne er det stort, at vi har en VM guld- og sølvvinder boende i Danmark, men det ville naturligvis være dejligt, hvis det var de røde-hvide farver Charlotte repræsenterede, når hun vandt medaljer ved Verdensmesterskaberne.