Daniel Bachmann om coronakrisen: Formkurven skal opretholdes
For tiden vælter det ind med aflysninger på den internationale og nationale hestesportsscene. Coronavirussen har gjort sit indtog, og det har betydning for alle.
Mandag blev det offentliggjort, at det storstilede stævne Horses & Dreams meets Japan – 4-stjernede CDI-stævne i Hagen, der skulle havde fundet sted fra den 22. til 26. april er aflyst på grund af coronavirussen.
Stævnet var en vigtig del af forberedelserne til OL, og Daniel Bachmann Andersen var en af de danske ryttere, der skulle have været af sted for at teste formen.
Den ændrede situation på grund af coronavirussen har haft stor indflydelse på hans hverdag på arbejdspladsen Blue Hors.
– Det er en uvis situation – man står og træder vande. Jeg holder mig selv i form, og vi kører videre. Vi er så godt stillede som ryttere, at vi stadig godt kan træne. Vi tager alle forholdsregler i forhold til, at vi ikke er ret mange på samme tid på samme sted. Vi forsøger at dele os op. Når vi spiser, får vi portionsanrettet mad, og vi spiser i små grupper.
Vi følger alle de anvisninger og anbefalinger, der er kommet. Derudover har vi lukket ned, så der ikke kommer folk udefra på Blue Hors, fortæller han.
Om OL i Japan bliver afholdt som planlagt ved ingen. Tidligere på ugen lød det således fra Dansk Ride Forbunds elitechef for elitedisciplinerne dressur, spring og military, Kimi Nielsen, til Zibrasport Equest:
– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være.
Langsigtet mål
Skulle legene blive aflyst, så er det ærgerligt, fastslår Daniel. Men hele hans verden er ikke bygget op omkring deltagelse i OL.
– Zepter og Zack, hvor OL forhåbentlig ligger lige ude foran, de skal bare holdes i orden og holdes i form. Så må vi se, hvad der sker. Jeg tænker samtidig også langsigtet med de heste, jeg har i kulissen. Om fire år er der OL igen, så det er nu, man allerede skal begynde at tænke på, hvilke heste, der kan være i spil. Det er det, jeg har prøvet at flytte mit fokus hen på.
Man kan ikke kun arbejde fra OL til OL – man bliver nødt til hele tiden at have noget andet i pipelinen. Jeg tænker, at hvis OL er usikkert, så er jeg nødt til at yde og uddanne.
De olympiske lege er selvfølgelig et stort mål og kæmpe stort, og det vil jeg gerne, men jeg har også min familie, og jeg har de resterende heste, så det får en masse fokus nu, lyder det fra den ambitiøse berider.
At stævner bliver aflyst hele tiden, er ærgerligt, men Daniel understreger, at sådan er situationen lige nu, og så må man indordne sig.
– Den ændrede stævnesæson med aflyste stævner har ikke så stor betydning for mig, fordi jeg har en del erfaring. Der er måske værre for nogle af de andre ryttere, der ikke har så meget erfaring. Men man kan gøre mange andre ting – man kan invitere dommere, der gør, at man kan lave et prøve-setup, hvor man øver sig i at ride stævner. Det gjorde vi også sidste op mod EM, hvilket var meget givende.
Den kommende tid fortsætter jeg med at træne og holde formkurven opadgående. Jeg kender mine heste så godt efterhånden, at jeg ved, hvor vi er henne. Jeg tager ikke til stævne og bliver total overrasket over resultatet.
Men jo, det er en virkelig vild tid, vi er i lige nu, slutter Daniel Bachmann Andersen.
Læs flere artikler om coronavirussen og ridesporten: