Det “kørte” for danskerne til VM i kørsel for ponyer
Fra den 16. – 19. September 2021 var en helt skare af danskere taget til Le Pin au Haras i Frankrig. Med sig havde de ponyer, vogne og alskens udstyr – der blev nemlig afholdt VM i kørsel for ponyer, og Danmark var repræsenteret af følgende deltagere med deres grooms:
- Et-spand: Lise Halkjær, Karina Blåbjerg og Lene Elnegaard-Woodall
- To-spand: Maria Buchwald, Niels Schelde Petersen og Louise Kaiholm
- Fir-spand: Lars Dau
Dansk verdensmester i dressur
Alis Jensen fungerede som groom for Niels Schelde Petersen. I køresport skal en groom ikke nødvendigvis stå for at gøre hesten flot. Groomen er vedkommende, der står bag på vognen.
“I dressur-delen sidder man og smiler. I kegler hjælper man. Og i marathon skal groomen være agil og sørge for at holde vognen på plads. Vi skal faktisk sørge for, vi ikke vælter,” fortæller Alis.
“Danmark stillede med et hold, hvor der skal være et team i hver kategori. Derudover havde vi også nogle med, der deltog individuelt, så det var en fed oplevelse at være så mange danskere af sted.”
“Det gik rigtig godt for Danmark til årets VM. Lise Halkjær vandt et-spand ponydressur. Lise er en relativ ny kusk, så det var rigtig flot,” fortæller Alis, da hun skal nævne bare én af de fine præstationer.
De samlede resultater kan ses her
Se Alis’ video fra begivenheden:
God stemning og sammenhold
Selv om det ikke blev til en holdmedalje til Danmark, så beretter Alis om en fænomenal tur.
“Der var bare god stemning. Der var fællesspisning, og fordi det var et VM, så var der arrangeret en nationsaften. Danmark har altid sild og snaps med, mens andre lande har deres velkendte ting med.
Man fik så at sige en lille bid af hvert land. Vi kunne stadig mærke coronarestriktionerne, men det gjorde det mere trygt.”