Skip to main content

Dobbelt dansk i toppen i München

Daniel Bachmann Andersen red sig igen ind på andenpladsen i den præstigefyldte Nürnberger Burg-Pokal. Og igen blev han slået af den danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione redet af tyske Helen Langehanenberg
| admin

Ved CDI-stævnet i München scorede Daniel Bachmann Andersen hele 76,634% på Sissy Max-Theurers otteårige holstenerhingst Caracciola MT e. Chin Champ. En af dommerne så ham som vinder, men den danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack kunne han heller ikke slå i dag. Helen Langehanenberg red DV-hoppen til endnu en sejr med 78,098%. Helen sejrede også i første afdeling af Nürnberger Burg-Pokal i Hagen med den talentfulde hoppe. Parret var også til start ved FEI World Cup på Vilhelmsborg sidste år i oktober, hvor de også sejrede sikkert. Man kan se et interview med Helen efter sejren på Vilhelmsborg.

Daniel har store forventninger til Caracciola MT. I februar fortalte han i et interview til Zibrasport Equest, at potentialet er simpelthen ikke til at overse hos Caracciola.

– Det er en mega god hest, og han har ingen begrænsninger. Han indeholder alt det, jeg gerne vil have: Super grundgangarter og arbejdsvillig.

Daniel Bachmann Andersen

“Jeg begyndte at lave ettere i sidste uge, og han tager så godt imod. Jeg er meget glad for at have sådan en hest. Derudover har han en fed alder, og der er lavet et rigtig fint grundarbejde,” lyder det fra Daniel i interviewet. Ifølge ham er der faktisk ingen grænser for, hvad hingsten, der er efter Chin Champ/Calido, kan opnå i fremtiden.
“Jeg ser en Grand Prix-hest for mig, fordi han har virkelig talent, og så er han også sindssyg smuk.” Man kan se interviewet med Daniel HER.

Hvad er Nürnberger Burg-Pokal?

Nürnberger Burg-Pokal er en serie af kvalifikationsstævner i Tyskland med en finale for 7 til 9-årige heste. Det er en serie, som har skabt vindere og medaljetagere ved OL, VM og EM for Tyskland gennem flere år. I lighed med Louidor-Preis giver det de yngre, talentfulde heste en god start på deres karriere i den store sport. Serien fejrer i år 30-års jubilæum, og der er finale i midten af december i Frankfurt for de 12 bedste ekvipager efter serien af kvalifikationsstævner.

Start- og resultatlister ved CDI München

Daniel Bachmann Andersen og Caracciola MT. Foto: Lars Seefeld
Daniel Bachmann Andersen og Caracciola MT ved stævnet i München. Foto: Lars Seefeld