En tur i naturen på hesteryg – for voksne
Rideturene i Dyrehaven har været målrettet voksne med rideerfaring, som af forskellige årsager ikke har kunne bibeholde ridning som en del af hverdagen. Turene blev arrangeret som et led i DRF’s udviklingsprojekt ”Rekruttering og (gen)aktivering af voksne”, hvis formål er at rekruttere flere voksne til ridesporten.
For at deltage i en af rideturene, skulle tilmelding og betaling foregå direkte til Mattssons Rideklub. Flere af deltagerne havde tilmeldt sig en af rideturene med en god rideveninde, for at kunne dele oplevelsen med hinanden. På dagen for rideturen mødte deltagerne op i klubben, hvorefter de red ud på tur sammen med fem andre deltagere og en guide fra rideklubben.
På den sidste af de fem rideture, red DRF’s udviklingskonsulent Karoline Kjemtrup selv med på turen, for at undersøge om konceptet fungerede. Svaret fra Karoline var klart – konceptet var en stor succes for både deltagere og Mattssons Rideklub: ”Det deltagerne fortalte mig var, at de, af årsager som arbejde og familie, hverken har tid til at have egen hest, eller tid til at gå til ridning en gang om ugen på et voksenhold. Derfor havde de hurtigt slået til da de så, at man for et engangsbeløb kunne komme en tur i skoven på hesteryg uden nogen andre forpligtelser end at skulle møde op på dagen”.
Karoline Skøt, som er rideskolechef på Mattssons Rideklub, fortalte følgende om rideturene: ”På Mattsons Rideklub er der helt fyldt på vores voksenhold, så vi har svært ved at tage flere elever ind på de faste hold. Til gengæld kan vi godt bruge nogle af hestene til en tur i skoven en weekenddag i ny og næ. Så hvis det er nok for nogle voksne er det bare skønt, for på den måde kan vi tilbyde flere at komme ud at ride, selvom vi har fyldte hold”
Selve konceptet, at betale sig til en tur i skoven på hesteryg, er ikke ukendt. Flere steder kan man ride en tur på islandske heste i større eller mindre grupper. Dog er det noget nyt at rideklubber under DRF organiserer rideture for voksne på denne måde. Flere af deltagerne fortalte også, at de tidligere har været ude og ride guidede ture på islandske heste, og selvom islænderturene også har været gode oplevelser, gav deltagerne udtryk for, at det er noget andet at komme tilbage på en stor hest, når man altid har været vant til at ride på en stor hest. Derfor sprang de på med det samme, da de så at turen var arrangeret af en klub under Dansk Ride Forbund, der netop har forskellige størrelser af heste i stalden.
På baggrund af succesen i Mattssons Rideklub, kan vi på det varmeste anbefale at teste konceptet af i andre rideklubber, for at undersøge om det kunne være et koncept for jeres rideklub og de voksne i jeres lokalområde. For DRF var dette et forsøg på at undersøge udbyttet af sådanne rideture for både deltagere og den arrangerende klub. Forsøget viste sig at være en stor succes, og DRF er nu blevet klogere på, hvordan vi bedst kan vejlede og hjælpe andre klubber med at lave lignende arrangementer, skriver forbundet på sin hjemmeside.
Kilde: Dansk Ride Forbund