Flot stævne i Bordeaux af Lars Bak Andersen
Landsholdsrytter Lars Bak Andersen (søn af Vibeke Degn Andersen og Bo Bak Andersen) har haft en forrygende weekend ved World Cup stævnet i Bordeaux med flere placeringer. Lars driver en salgs- og konkurrencestald i Nordtyskland, og han har haft tre heste til start i Bordeaux. Han red Ethene e. San Patrignano Corrrado i World Cup-klassen med 8 fejl. Det er Andreas Schous flotte placering på Longines Verdensranglisten, som har betydet, at Danmark har en plads ved alle world cup-stævner denne vintersæson, og det har betydet, at flere ryttere, bl.a. Lars Bak Andersen har haft mulighed for at ride de eftertragtede stævner i vintersæsonen. Andreas Schou ligger placeret som nr. 16. på ranglisten, 18 får adgang til finalen i Omaha i starten af april. Der er et stævne tilbage i den Vesteuropæiske liga, nemlig Europafinalen i Gøteborg i slutningen af februar.
Søndag formiddag red Lars Doolys e. Cannavaros ind på en andenplads i en klasse, som tæller til Longines verdensranglisten. Klassen blev vundet af franske Penelope Leprevost.
Ved at ride Ethene i World Cup-klassen lørdag sparede Lars sin nuværende tophest, VM-deltageren Carl-Heinz B e. Chacco-Blue til søndagens Audi Grand Prix, og det var en god disposition. Parret var fejlfri, og det var der blot 3 andre ryttere som præsterede i klassen, der havde en perlerække af verdens bedste ryttere til start. Lars fik fejl i omspringningen og sluttede på en flot 4. plads i Grand Prix’en, der blev vundet af franske Gregory Cottard/Cocaine du Val med en 0-runde, omspringningens eneste. Marlon Modolo Zantotelli og Grand Slam VDL kom ind på andenpladsen, mens verdensranglistens nr. 1, svenske Henrik von Eckermann og Iliana kom ind på 3.pladsen.
World cup titlen gik til favoritten
Der var World Cup finale i kørsel under stævnet, og sejren gik ikke uventet til Boyd Exell fra Australien tæt forfulgt af Bram Chardon og hans far Ijsbrand Chardon fra Holland. Se Boyd Exell køre finalen HER