Folketinget skal se på loven om transport af heste
Den 5. januar. 2007 trådte en ny EU-forordning om dyretransporter i kraft. De regler indebærer, at mange hestefolk skal på et kursus, hvor de lærer at håndtere dyr i forbindelse med transport. Det springende punkt i reglerne er, hvor mange der er nødt til at tage på kursus, for at blive autoriserede hestetransportører. Og sammen med komplicerede regler har det betydet, at Transportforordningen i mange år har været en udfordring for hestesektoren.
”Forordningen skulle forbedre dyrenes velfærd under transport, men jeg vil påstå, at forordningen slet ikke har haft den betydning, når det kommer til transport af heste. Derimod er mange hestefolk blevet mistroet og har fået urimelige bøder for administrative overtrædelser. Andre lande, som f.eks. Tyskland, lever ikke op til forordningen, selvom der egentligt skulle være stillet de samme krav til hele EU. Denne her forordning er bare slet ikke en succeshistorie!” sagde Landsudvalget for Hestes formand Hans Marius Jørgensen på Hestekongressen.
Nu skal Folketinget se på sagen
”Det er derfor med den største glæde, at Folketinget har besluttet at der skal ses nærmere på, hvordan transportforordningen fungerer, når det kommer til transport af heste. Vi er inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet, og det ser vi i den grad frem til. Det er vigtigt, at vi via denne arbejdsgruppe får sendt nogle signaler til EU om behovet for ændringer, og så er det ikke mindst vigtigt, at vi får ændret praksis ved kontrollerne i Danmark, så vægten lægges på dyrevelfærd og ikke på mindre betydende administrative rutiner, der resulterer i uforståeligt store bøder. Respekten for vores myndigheder bliver altså slet ikke større af sådan en praksis!” sluttede han.
Udfordringerne med Transportforordningen er mange, men helt grundlæggende er der en uklar definition på begrebet ”økonomisk virksomhed” og det har stor betydning i forhold til, om der kræves autorisation eller ej for at transportere heste.
3 overtrædelse på et år
”Der har været 3 overtrædelser på et helt år, som har betydning for hestens sundhed i forhold til transport af heste, så transportforordningen rammer helt forkert og for hårdt. Vi skal have en anderledes politik og myndighedshåndtering. Vi skal have nogle overvejelser omkring formålet med kontrol. Vi skal have drøftet om det er helt rigtigt at politiet står til Hingstekåring i Herning hvert år for at kontrollere hestene. Er det rigtigt, at tingene foregår på denne måde? Og det koster 7.000 kr. pr. overtrædelse og som man kan se af resultaterne af kontrollerne, har man glemt at udfylde et stykke papir. Og det er voldsomme bøde for det,” understregede chefkonsulent Jørgen Kold på Hestekongressen.
”Vi kører til stævner og kåringer med heste, som vi holder af, og passer på, så vi skal have registrerede heste undtaget for transportforordningen,” fortsatte han. Og i rådets forordning om beskyttelse af dyr under transport står der bl.a.: ”Under hensyn til disse transporters særlige karakter bør der indrømmes undtagelser fra visse bestemmelser, når registrerede enhovede dyr transporteres til konkurrencer, væddeløb, kulturelle begivenheder eller med henblik på avlsformål.” Og det er det afsnit som åbner mulighed for, at der kan lettes på kravene i Transportforrdningen uden at involvere slagtetransporterne, som loven oprindelig blev lavet til for at kontrollere helt urimelige forhold for dyr på slagtetransporter ned gennem Europa.
”Efter mange drøje år er der lys forude, for der er en mulighed for at få en revision. Og der er mange af vores kolleger rundt om i Europa som også er ramt, dog ikke som herhjemme, hvor vi overholder regler til punkt og prikke,” sluttede chefkonsulenten.
Læs mere om loven HER