Frivillig: ”Det føles hjemligt at være tilbage i Herning”
Sophie Asp Laursen, 27, bruger sin efterårsferie på at scanne billetter ved indgangen til World Cup i Herning.
Til dagligt er Sophie dyrlægestuderende, men hun sidder også i forretningsudvalget for Ung i Dansk Varmblod (DV). Hun har været medlem af Ung i DV lige siden hun var 9 år gammel, og har siden teenageårene været fast inventar på hjælperteamet ved de allerstørste hestesportsarrangementer i Danmark.
Det er særligt fællesskabet blandt de frivillige, der får Sophie til at melde sig som frivillig år efter år.
’’Vi er folk fra nær og fjern, som mødes om en fælles interesse. De her messehaller er jo nærmest blevet vores andet hjem,’’ smiler Sophie.
Som frivillig ved disse store arrangementer har man typisk nogle meget lange dage. Hjælperne er gerne i gang fra klokken 06.00 om morgenen til klokken 23.00 om aftenen.
’’Det er ikke altid de mest interessante opgaver man har som frivillig,’’ indrømmer Sophie med et glimt i øjet.
Hver aften får de frivillige udleveret en seddel med navn og hjælpernummer, hvorpå de kan se en oversigt over deres kommende vagter. Heldigvis føler Sophie, at der bliver taget rigtig godt hånd om dem som hjælpere.
Derfor ser Sophie også frem til VM på dansk grund i 2022 med stor spænding. Hun synes, at det er fedt at være medvirkende til at stable så store og gode arrangementer på benene.
’’Og ved VM 2022 kulminerer alt det vi har gået og ’øvet’ os på de sidste mange år,’’ siger Sophie.
Det er ofte de samme folk, der vender tilbage som frivillige år efter år. Men sidste år var Sophie ikke med som frivillig, da World Cup-stævnet blev afhold på Vilhelmsborg. Grundet coronasituationen var hjælperteamet i lighed med stævnet kraftigt skaleret ned. Derfor er det på alle måder skønt for Sophie og de andre frivillige at være tilbage i Herning.
’’Det føles helt hjemligt,’’ afslutter Sophie.