Guld til Holland i grad IV
Hun var blevet spået gode chancer for at vinde VM-guld i Herning. Og Sanne Voets fra Holland indfriede her til morgen alle forventninger, da hun og hesten Demantur red et program til flotte 76.750 % i grad IV. De kan dermed kalde sig verdensmester i det obligatoriske program.
Læs også: Danskere i aktion til VM onsdag
“Jeg var så nervøs; når du har vundet så meget som mig og min hest, er der et stort pres. Men min hest tager sig af mig – det er som han siger:
“Vi har gjort det før, vi kan gøre det igen.” Han var så god, han er sådan en fantastisk partner,” fortalte Sanne efter sit ridt på BB Horse Arena.
Parret fik dog hård konkurrence fra den hollandske debutant Demi Haerkens og Brasiliens Rodolpho Riskalla
De scorede henholdsvis 76.000 % og 74.925 % og er dermed sølv- og bronzevinder.
Holland har dermed et super udgangspunkt i forhold til holdkonkurrencen.
Sådan afvikles VM i paradressur:
Første konkurrence ved FEI World Championships i Herning er kampen om de individuelle medaljer i det obligatoriske program. Dette sker onsdag den 10. og torsdag den 11. august for hhv. Grad II, IV, V og Grad I, III. Denne konkurrence gælder også som 1. kvalifikation til søndagens freestyle.
Holdkonkurrencen afvikles fredag og lørdag, hvor rytterne i Grad II, IV og V rider om fredagen, mens Grad I- og III-rytterne afgør mesterskabet lørdag.
De deltagende nationer stiller med hold af 3 eller 4 ryttere, hvoraf minimum 1 rytter skal være enten grad I, II eller III. Der må max være 2 ryttere i samme grad på et hold.
Det er de 3 bedste resultater i et team, der tæller som samlet holdresultat.
Denne konkurrence er 2. kvalifikation til freestyle.
De bedste 8 ryttere i hver grad samlet set fra begge konkurrencer kvalificerer sig til freestyle.