Hundredevis køber anpart i travhesten Inger Støjberg
Inger Støjberg er som bekendt et omdiskuteret navn i politik, men hvad der måske kommer bag på de fleste er, at hun nu også er ved at blive et varmt emne i travsporten. Ikke fordi politikeren selv har en relation til sporten – nej, simpelthen fordi Inger Støjberg også er navnet på en to-årig hoppe, som interesserede lige nu kan købe en anpart i for 1000 kr.
Bag projektet “Bliv hesteejer” står stutteriejer Jesper Elbæk fra Skive, som selv er stor Inger Støjberg fan – præcis som hesten Inger Støjbergs træner Morten Juul, som beskriver hoppen som et stort talent med fin forståelse for arbejdet.
I alt er 500 anparter sat til salg efter først til mølle-princip, og blot ét døgn efter Jesper havde lagt et opslag om projektet på Facebook var 100 af dem allerede solgt. Der har altså været rift om at få en del af travhesten Inger.
“Det vil være en kæmpe ære”
Inger Støjberg selv, altså politikeren, har da også godkendt, at hesten er navngivet efter hende. Da den blev født for to år siden, skrev Jesper Elbæk til Inger og spurgte om lov, hvortil hun kvitterede med et: “Det vil være en kæmpe ære at få den opkaldt efter mig!!!! Det vil jeg være rigtig stolt af!”.
Jesper Elbæk fortæller i Facebook-opslaget, at “Bliv hesteejer” er et projekt, der er kommet for at blive, og at Inger Støjberg kun er den første ud af forhåbentlig mange anpartsheste, som er opkaldt efter en kendis.
Støtter valgkampagne
Timingen af projektet er da heller ikke helt tilfældig. På trods af forsinkelser pga. uroen omkring Inger Støjberg, falder projektet nu alligevel meget belejligt midt i en valgkamp. Derfor har Inger Støjberg-fansene bag projektet valgt, at der går 100 kr. til hendes valgkampagne for hver anpart, der sælges – dog ikke som en officiel del af kampagnen.