Husker du “Årets Hingst” 2002? Come Back II
Imponerende 1853 afkom er Come Back II far til i skrivende stund. Den ultra-populære Dansk Varmblod-hingst var i mange år en af de mest benyttede hingste i DV-regi, og det var derfor ikke ufortjent, at han i 2002 blev udnævnt som ”Årets Hingst” i forbindelse med Hingstekåringen i Herning.
Men hvem var han egentlig – den store og ret betydelige herre…
God i flere discipliner
Come Back II blev født i 1992, afstamningen sagde Cor de la Bryere x Landgraf I x Montevideo, og han blev som ganske ung importeret til Danmark af John Byrialsen.
Som treårs blev holstenerhingsten fremstillet til kåring i Dansk Varmblod – hvilket gik ganske godt.
Bedømmelsen til eksteriørkåringen lød:
Stor betydelig hingst af særdeles god type. Kønt hoved. Velansat hals. God skulder og manke. God overlinie. Velformet kryds. Lemmerne passende føre. Bevægelsen særdeles god. Snæver bag.
1-årig avlsgodkendelse i 1995 til maksimalt 30 hopper.
Karakterne: 988 76 68 9
Dengang adskilte afprøvningssystemet sig ret meget i forhold til det, vi kender i dag. De unge hingste skulle bl.a. gå materialprøve – og her blev det tydeligt, at Come Back II havde flair for både dressur og springning:
Træningsbeskrivelse: En kraftfuld og smidig hingst med stærk hingstekarakter, der har udviklet sig meget positivt i træningsperioden med stort anlagte springevner og et godt bevægelsesmønster. Hingsten er flink og omgængelig i stalden. Under rytter er hingsten frisk og energisk, men kræver en bestemt rytter. Hingsten har til tider gået lidt for rejst og knap sammenhængende, men bærer nu sin rytter bedre, også i afkortede gangarter. Gangarterne er alle 3 smidige, rummelige og med god aktion. Hingsten springer villigt, kraftfuldt og med stor kapacitet. Særdeles god benteknik og god brug af ryg på lidt større forhindringer. PRØVEN ER GODKENDT.
Dressur blev karrierevejen
Selv om Come Back II viste stort talent for springning, så var det altså dressur, som blev dens force.
Sammen med Birgitte Byrialsen hev han mange flotte placeringer hjem i de sværeste klasser. Hun uddannede den 170 cm høje hingst helt til Grand Prix.
Ifølge Eurodressage satte en skade dog en stopper for Come Back IIs aktive karriere i midt-nullerne.
Dygtige afkom
Ud af Come Back IIs mange afkom er der flere, som har gjort det særdeles godt på spring- og dressurbanerne i hele verden.
Han er bl.a. far til springhoppen Ligitta, senere navngivet Frida, som scorede UVM-sølv og stillede op til OL i Beijing for Mexico.
Lars Petersen har haft stor succes med Come Back II-datteren Mariett, mens svenske Patrik Kittel red Toy Story, efter Come Back II, mf. Concorde, til sejr i det svenske Grand Prix-mesterskab samt deltog ved EM på dansk grund i 2013.
Følbeskrivelsen for Come Back IIs afkom blev udarbejdet i 1997:
Store højstillede føl, overvejende af god type, lidt lange af hoved, men godt udtryk. Middellang velansat rejst hals. Enkelte med lidt kort nakke. Kort og fremskudt skulder, men god manke. Lang overlinie, velformet kryds. Lemmerne passende føre, velstillede og med gode led. Bevægelsen energisk, kraftfuld og taktfast, men flere med fastholdt ryg og lænd.
Efter en lang karriere som avlshingst døde Come Back II i 2015 i en alder af 23 år. Ifølge Eurodressage levede han sine sidste år hjemme på Viegaarden i Danmark.