Skip to main content

Kan længere foldtid give færre skader?

Længere foldtid kan reducere hestes risiko for skader. Det er konklusionen efter, at forskere fandt en sammenhæng mellem længden af foldtid og risikoen for skader i blødt væv hos ikke-elite heste.
| admin

Skader i det bløde væv (sener, ledbånd og muskler) i hestens underben er almindelige hos rideheste. Disse skader kan deles op i to kategorier: Akutte og overbelastnings-relaterede.

Undersøgelser har blandt andet påvist, at 13-18% af de heste, der har brug for hvile og rehabilitering, har sådanne skader, ligesom skader i blødt væv udgør 33%  af træningstab og pensionering af sportsheste i alle discipliner.

Men hvad hvis du bare ved at lukke din hest mere på fold, kunne undgå at din hest figurerede på disse statistikker?

Abigail Reilly, studerende ved Centenary University i Hackettstown, New Jersey og assisterende professor i hestestudier, Jesslyn Bryk-Lucy, DVM, har gennemført et studie, der undersøgte netop denne problematik.

Reilly præsenterede deres fund på Equine Science Society’s virtuelle symposium i 2021.

Sammenhæng mellem sener, foldtid og fitness

Hestes sener tilpasser sig ændringer i deres biomekaniske miljø – helt grundlæggende omstrukturerer senerne som reaktion på bevægelse, sagde Reilly. Forskning har vist, at denne proces sker oftere under forhold, som når hesten er på fold.

Hun forklarede, at tykke kollagenfibre giver senerne trækstyrke, men ikke har meget mulighed for at give sig. Disse fibre dannes under statiske forhold. Tynde kollagenfibre tillader elasticitet i senen – og de dannes ved bevægelse. Motionerede og græssende heste har flere tynde fibre, hvilket betyder, at deres sener er mere rustede til at tilpasse sig deres bevægelser.

Heste med meget foldtid, og heste der bliver rørt, har også en tendens til have bedre fitness (at være fit og i allround god form), end heste der står meget på boks, og studier viser, at fitness kan reducere sandsynligheden for skader hos både mennesker og heste.

Akut til kronisk arbejdsbyrde

En almindelig måde at definere fitness og analysere på risikoen for forekomsten af ​​skader, sagde Reilly, er ved at beregne akut til kronisk arbejdsbyrde (forskellen mellem basisbelastning og intense træningsdage). Et lavt forhold betyder en mild ændring i arbejdsbyrde og mindre risiko for skade, mens et højt forhold indikerer store stigninger i arbejdsbyrden, og det er her, skader ofte opstår.

”Jeg var nysgerrig, om dette princip gjaldt ikke elite-heste med varierende foldtid,” sagde hun. ”Hvis en hest har lav kronisk arbejdsbyrde (som en hest meget på stald), vil den have en dårligere basis fitness. Når disse heste bliver bedt om at præstere, vil der være en stor stigning i forholdet uanset arbejdsintensiteten. Hvis heste er ude på græs, opretholder de en højere kronisk arbejdsbyrde, fordi de går, græsser, løber – og bare er heste. Når de bliver bedt om at arbejde, og der sker en stigning forholdet, har de allerede en god basis fitness, og forskellen mellem den akutte og kroniske arbejdsbyrde er mindre.”

Undersøgelse af 146 elevheste

Reilly antog, at heste med mere end 12 timers foldtid om dagen, grundet deres basis fitness, ville have signifikant mindre forekomst af vævsskader, end heste der var på fold mindre end 12 timer om dagen (undersøgelser har vist, at 12 timer er nok tid til at forårsage en fysiologisk ændring som reaktion på træning).

Hun og Bryk-Lucy udførte et retrospektiv studie af 146 elevheste på Centenary Universitys ridecenter fra 2014 til 2020. De undersøgte alle hestes medicinske journaler i løbet af de seks år for at identificere om og hvornår, de havde oplevet en skade i det bløde væv. Bryk-Lucy og en anden dyrlæge havde diagnosticeret alle skader ved hjælp af enten ultralyd, MR-scanning eller ved udelukkelsesprocessen.

Alle hestene i undersøgelsen blev administreret på samme måde, havde ensartede arbejdsbelastninger, der var passende for deres uddannelse, og trænet på de samme bundforhold.

Reilly sagde, at de faktisk fandt en signifikant forskel mellem forekomst af blødt vævsskade mellem de to grupper.

Resultatet indikerer, at mere foldtid giver færre skader

Ud af 57 heste med mere end 12 timer på fold om dagen havde 14 (25%) fået skader på blødt væv.
Af de 89 heste med mindre end 12 timer på fold om dagen, fik 45 (51%) skader i det bløde væv.

”Disse resultater antyder, at der er et sammenhæng mellem foldtid og risikoen for vævsskader hos ikke-elite heste,” sagde Reilly. “De støtter også, at meget foldtid opretholder et basis-niveau af fitness, så heste bedre kan håndtere akutte spidsbelastninger i arbejdet og dermed har reduceret risiko for skade.”

Der skal selvfølgelig yderligere undersøgelser til for at kunne  arbejde videre med forskningen.

Hvis du er interesseret i at se præsentationer fra 2021 Equine Science Society Virtual Symposium, kan du tilmelde dig symposiet til og med 2. august 2021. Optagelser er tilgængelige til visning indtil 3. september 2021.

Kilde: The Horse